EU øger kontrol med fugleinfluenza

EU-Kommissionen blev mandag aften enige om at iværksætte tiltag, der hurtigst muligt skal få kontrol med udbrud af fugleinfluenza.

EU-Kommissionen blev mandag aften enige om tiltag, som skal hindre udbredelsen af fugleinfluenza, der indtil videre er blevet konstateret på fjerkræsfarme i Tyskland, Storbritannien og Holland. Det skriver Kommissionen i en pressemeddelelse.

Tiltagene består bl.a. af, at man etablerer nogle beskyttelses- og overvågningszoner, indfører nogle sundhedsforanstaltninger, forbyder salg af levende fjerkræ, æg, kød fra fjerkræ og andre fjerkræprodukter til andre EU-lande og lande uden for EU , og at man afliver berørte fjerkræ inden for spærrezonerne. Derudover oplyser EU-Kommissionen, at de fortsat følger udviklingen tæt i samarbejde med de berørte landes myndigheder.

Beslutninger kommer efter, at både Holland og Storbritannien søndag identificerede udbrud af fugleinfluenza på fjerkræsfarme. Det var bare ti dage efter, at et lignende udbrud blev opdaget i Tyskland.

EU-lande skal øge biosikkerhed

Ved siden af det fortsætter landene deres undersøgelser for at finde frem til kilden af smitten, oplyser EU-Kommissionen.

"Det faktum, at de tre seneste udbrud i Tyskland, Holland og Storbritannien har fundet sted i fugtige områder med vilde fugle og uden nogen anden mulig sammenhæng mellem udbruddene, peger i retning af, at det er en vild trækfugl, som kan være kilden til virusset. En gruppe vilde svaner kan bære rundt på virusset uden at vise symptomer på sygdommen. De berørte medlemsstater evaluerer og styrker deres overvågning af vilde fugle. Derfor har Kommissionen også bedt EU's medlemsstater om at øge deres biosikkerhed i landbruget," oplyser EU-Kommissionen.

I Danmark har Fødevarestyrelsen allerede iværksat tiltag såsom øget kontrol af de fragtbiler og kasser, der bruges til at transportere fjerkræ ud af landet, og opfølgning på de fjerkræ og rugeæg, som er importeret fra de berørte lande inden for de seneste to måneder.

Emneord

fugleinfluenza

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle