Fødevareminister vil gøre op med datotyranniet

Fødevareminister Jacob Jensen vil bekæmpe datotyranni, overimplementering og unødvendigt bureaukrati ’så langt jeg overhovedet kan presse det’.

Godt landmandskab og ikke en dato i kalenderen bør være det styrende princip for, hvornår man sår sine efterafgrøder, og fem manglende planter i et læhegn bør ikke kunne udløse en kontrolsag med sanktioner.

Det var meldingen fra fødevareminister Jacob Jensen, da han tirsdag aften holdt oplæg ved generalforsamlingen i VKST i Sorø.

Her gjorde Jacob Jensen det klart, at han har gjort det til en mærkesag at afvikle overflødigt bureaukrati og datotyranni på landbrugsområdet.

- Der skal mere fokus på de primære drift og på godt landmandskab og mindre på regneark, sagde ministeren, som også havde ambitioner om en kontrol, der er skal være mere orienteret mod det vejledende og hjælpsomme end mod 'krabasken'.

Ser på regler

Jacob Jensen har allerede bedt sit embedsværk om at gennemgå lovgivningen på Fødevareministeriets område for at finde muligheder for at forenkle og afbureaukratisere, og for at sikre, at EU-regler ikke bliver overimplementeret i Danmark.

Og han lovede at lave om på det rigide regeltyranni ’så langt, jeg overhovedet kan presse det’.

Han erkendte dog, at der er en balance i forhold til EU-reglerne, og understregede, at han ikke vil gå så vidt, at det udløser krav om tilbagebetaling af millioner til EU.

- Vi skal finde den rigtige balance. Jeg tror bare, den ligger et andet sted, end hvor vi er nu, sagde Jacob Jensen.

Et kærligt skub

Jacob Jensen kunne af gode grunde ikke løfte sløret for, hvordan den frygtede CO2-afgift på landbruget vil blive udformet, da Svarer-udvalgets rapport først ventes til efteråret.

- Før det har jeg ingen officiel holdning, sagde han.

Han mindede dog om, at regeringsgrundlaget fastslår, at en CO2-afgift ikke må forringe erhvervets konkurrenceevne eller sende arbejdspladser ud af Danmark. Desuden skal afgiften krone til krone sendes tilbage til landbruget.

- Det må give en vis form for tryghed, at der trods alt er den ramme om det, sagde ministeren som også henviste til, at der er ’mange redskaber i værktøjskassen, såsom udtagning af lavbundsjorde og iblanding i fodermidler.

- CO2-afgiften er ikke et ønskeredskab men skal ses som et kærligt skub, som ikke må være så hårdt, at man vælter, sagde Jacob Jensen.

Landmand til landmand

Det var langt fra Jacob Jensens første besøg i VKST, hvor han mange gange tidligere har deltaget ved generalforsamlinger som gæst og lokalt, landbrugsinteresseret folketingsmedlem.

Han blev da også varmt modtaget af VKST-formand Torben Hansen og stemningen var både positiv og velkommende, da ministeren ankom, susende ind fra en anden generalforsamling i Nordsjællands Landboforening.

Det gjorde formentlig ikke Jacob Jensen mindre velset, at han selv er deltidslandmand, landmandssøn og 4. generation på en gård i Gislinge.

- Mine forældre bor på gården og min storebror driver den i forpagtning. Jeg ejer den bare, sagde Jacob Jensen.

Han har nu været fødevareminister i tre måneder, og understregede, som han tidligere har gjort, at han ikke kunne have ønsket sig et bedre jobtilbud end det, han fik fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, da han ringede en sen aften i december 2022.

- Vi har et stærkt landbrug i Danmark og jeg er stolt over, at regeringsgrundlaget fastslår, at vi skal udvikle, ikke afvikle landbruget. Min ambition er at videregive et landbrug, som er stærkt og bæredygtigt, også økonomisk, sagde Jacob Jensen.

Hans besøg faldt i god jord i den fyldte sal ved generalforsamlingen i Sorø.

- Han sagde måske ikke så meget nyt, men han viser i alt fald, at han vil landbruget det godt. Så er der måske større chance for, at nogle af løfterne bliver indfriet, lød det ved et af bordene, da Jacob Jensen var taget afsted.

 

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle