Firstfarms kæmper med omkostningerne

Grise- og mælkeproduktionen bidrager positivt til omsætningsfremgangen i årets første ni måneder hos Firstfarms.

Hvad man tjener på gyngerne, taber man på karrusellen. Nogenlunde sådan forløber 2023 for det danske udlandslandbrug Firstfarms.

For lave afgrødepriser og udbytter i år bidrager negativt til det regnskab for årets første ni måneder, som Firstfarms har sendt på gaden onsdag morgen.

Det bliver dog delvis indhentet af fornuftige priser på grise og mælk.

Firstfarms øger godt nok omsætningen i tredje kvartal med over 50 millioner kroner til 345 millioner kroner.

Men et højt omkostningsniveau som følge af inflationen tager noget af bundlinjen i regnskabet.

For omkostninger ved blandt andet produktionen af afgrøder er i årets tredje kvartal højere end samme tidspunkt i 2022. Samtidig er de høje priser på grise og afgrøder begyndt at falde i første halvår. 

 

 

Sideløbende er forbruget af varer til driften steget med over 40 millioner kroner, mens de finansielle omkostninger også får et nyk opad.

Det betyder, at driftsresultatet falder fra 89 millioner kroner i samme periode i 2022 til 42 millioner kroner, mens resultatet før skat lander på 28 millioner kroner mod 77 millioner kroner i samme periode i 2022.

- Vi er glade for at kunne fastholde forventningerne til årets resultat, om end vi befinder os i nedre del af intervallet. Vores effektivitet og produktion er stabil og når en driftsgren svigter som en følge af lave salgspriser eller som en følge af regionale vejrforhold kompenserer vi dygtigt på andre driftsgrene, konstaterer Firstfarms administrerende direktør, Anders Nørgaard, i regnskabsmeddelelsen.

Acceptable priser på grise

Firstfarms har landbrugsaktiviteter i Slovakiet, Rumænien, Ungarn og Tjekkiet.

I Ungarn og Slovakiet har Firstfarms samlet 6.500 søer, og koncernens to nye griseproduktioner i Ungarn er i fuld produktion med kapacitet til 2.000 søer samt smågrise. 

De første smågrise herfra bliver leveret i disse måneder, men indkøringsomkostningerne for 2023 beløber sig til 10 millioner kroner, som vil påvirke årets resultat negativt, lyder det i meddelelsen.

Generelt finder Firstfarms dog priserne på grise acceptable.

Omsætningen på små- og slagtegrise er frem til udgangen af september øget med 36 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år. Der er desuden en positiv værdiregulering på syv millioner kroner på besætningen i de tre første kvartaler mod 15 millioner kroner i samme periode i 2022.


Administrerende direktør Anders Nørgaard er tilfreds med Firstfarms regnskab for tredje kvartal trods et udfordrende marked. Foto: Firstfarms

Fornuftig niveau på mælk

I de tre første kvartaler har mælkeproduktionen været på niveau med samme periode 2022. 

Mælkeprisen har stabiliseret sig på et fornuftigt højt niveau på 3,16 kroner per kilo og en gennemsnitspris på 3,56 kroner per kilo.

Det resulterer i en omsætning på mælkeproduktionen på 91 millioner kroner i 2023 mod 83 millioner kroner i 2022.

På markdriften må Firstfarms se priserne på afgrøder falde mere end forventet i forhold til 2022, som dog var et år med historisk høje afgrødepriser.

- Det er dog lykkedes at sælge afgrøder til priser, der ligger over den nuværende markedspris, og de nuværende markedspriser slår derfor ikke fuldt igennem på resultatet, skriver Firstfarms i regnskabet, hvor afgrødepriserne betegnes som ”et for lavt niveau”

Firstfarms

  • Firstfarms har hovedsæde i Billund og er etableret i 2005 af otte investorer, da de købte et landbrug i Slovakiet. 
  • I dag har Firstfarms aktiviteter i Slovakiet, Rumænien, Ungarn og Tjekkiet, som drives uafhængigt af hinanden med selvstændig ledelse, aktiviteter og kunder.
  • I Slovakiet har Firstfarms både grise-, mælke- og afgrødeproduktion. Griseproduktionen består af 2.300 søer og en årlig produktion på 45.000 smågrise. Mælkeproduktionen består af cirka 5.100 kvæg, hvoraf cirka 2.500 er malkekøer og 2.600 er til opdræt. Derudover driver Firstfarms 8.940 hektar landbrugsjord i Záhorská nízina i det sydvestlige Slovakiet med hvede, byg, rug, majs, sukkerroer, raps, valmuer og græskar. Tæt på Donau-floden i Trnava har Firstfarms 1.550 hektar med produktion af hvede, majs, raps og byg. 
  • I Rumænien har Firstfarms 4.350 hektar landbrugsjord i den østlige del af landet med produktion af hvede, majs, raps, soja og solsikker. 
  • I Ungarn opererer Firstfarms inden for griseproduktion med 2.500 søer og en årlig produktion af smågrise på 87.000, som sælges videre til et af selskabets datterselskaber eller andre slagtelandbrug. I juli sidste år købte Firstfarms selskabet Try-Béta Kft i juli. Dermed overtog FirstFarms driften af op til 1600 hektar dyrket jord i Ungarn.
  • I Tjekkiet driver Firstfarms to farme med produktion af 71.500 slagtegrise om året. I den sydøstlige del af landet driver selskabet 1.150 hektar landbrugsjord med hvede, vinterbyg og vinterraps. 
  • Totalt dyrker FirstFarms cirka 21.000 hektar landbrugsjord i Slovakiet, Tjekkiet og Rumænien.

Kilde: Firstfarms.dk

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle