Gødningsanalytiker: Gem en sjat kvælstof til næste år

AgroMarkets anbefaler, at planteavlere gemmer 100 kg gødning pr. hektar til næste år, hvis man allerede har hjemkøbt hele kvoten for i år.

Er det økonomiske kvælstof-optimum lavere end kvælstofkvoten, så kan du med fordel lagre gødning over til næste år.

AgroMarkets råder i en pressemeddelelse til, at man gemmer 100 kg gødning pr. hektar.

Handelsrådgiverne fra analyseinstituttet har kigget på de høje gødningspriser i forhold til kornpriserne, og er kommet frem til, at det ikke kan betale sig at bruge hele kvælstofkvoten, sådan som landmænd har været vant til i mange år. 

- Vores analyse viser, at det økonomiske optimum for planteavleren med fuld handelsgødning i 2022 ligger lavere, end kvælstofkvoten giver mulighed for at tildele. Kigger vi ind i 2023, hvor spændet mellem gødnings- og kornpris er endnu større, falder kvælstof-optimumet yderligere, siger Henrik Mulvad Madsen, markedsanalytiker hos AgroMarkets A/S. 

AgroMarkets anbefaler derfor, at planteavlere med fuld handelsgødning gemmer 100 kg pr. hektar gødning til næste år, hvis man allerede har hjemkøbt hele kvoten for i år.

For kornkøbere gælder det derimod, at man skal bruge den fulde kvælstofkvote i 2022, da kornet typisk værdisættes højere på disse bedrifter, og da der desuden er adgang til gylle, som er en billigere kvælstofkilde end handelsgødning.

optimum lavere trods højere kornpris

Et højere bytteforhold giver et lavere kvælstof-optimum i afgrøden. I de scenarier, AgroMarkets har regnet på, ligger bytteforholdet under kvælstofkvoten. Altså det man maksimalt må bruge i forhold til lovgivningen. 

- I gennemsnit vurderer vi, at det økonomiske optimum i 2022 i vinterhvede for planteavlere med fuld handelsgødning ligger på 180 kg pr. hektar. Det er cirka 20 kg kvælstof lavere end kvælstofkvoten, forklarer Henrik Mulvad Madsen.

Kigger han frem imod 2023, forudser han et endnu ringere bytteforhold mellem korn og gødning.

Ud fra de kendte forhold anbefaler AgroMarkets derfor planteavlere at gemme 100 kg gødning fra 2022 til 2023.  Denne øvelse vil være med til at sænke gennemsnitsprisen på gødning til næste sæson og dermed hæve det økonomiske N-optimum i afgrøderne i 2023, uden at man samtidig giver køb på udbyttet i 2022, som man jo flytter gødningen væk fra.

Kig på dine egne tal

Henrik Mulvad Madsen understreger, at hans analyse tager udgangspunkt i nogle skarpt definerede scenarier - vel vidende at det ikke giver et præcist billede af alle Danmarks landmænd.

 - Jeg opfordrer til, at man kigger på sine egne tal eller eventuelt får hjælp fra sin konsulent til at genberegne det økonomiske N-optimum i sine afgrøder, siger han. 
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle