Afrikansk svinepest rykker tæt på Danmark

Den frygtede svinesygdom er for første gang konstateret i en kommerciel besætning i Polen.

Truslen med den frygtede svinesygdom afrikansk svinepest er rykket tættere på Danmark.

I starten af august blev der for første gang rapporteret om afrikansk svinepest i en kommerciel svinebesætning i Polen. Det oplyser VSP.

Udbruddet er konstateret i byen Rebiszewo-Studzianki i den østlige del af Polen. Det er cirka 1000 km fra Gedser. Farmen omfatter en besætning på 536 svin, og de er alle slået ned.

På grund af udbruddet gentager VSP behovet for at udvise den størst forsigtighed i forhold til returnerende svinetransportvogne og mandskab.

»For at minimere risikoen for overførsel af smitte til danske besætninger fra Polen bør opmærksomheden derfor skærpes på smitterisici. Dette gælder svinetransporter, men det er også vigtigt at minimere risikoen fra overførsel af smitte via personer, der kommer fra Polen og arbejder i danske svinebesætninger,« skriver VSP på deres hjemmeside.

Fødevarestyrelsen vurderer ifølge VSP fortsat, at den samlede risiko for smitte med afrikansk svinepest til danske dyr er lav, men det forudsætter, at der er stort fokus på smittebeskyttelse generelt, og at alle biler rengøres og desinficeres, inden de kører til danske besætninger.

Afrikansk svinepest registreres jævnligt ved vildsvin og mindre svinebesætninger med tæt kontakt til omkringliggende natur. Det er sjældent, at større farme angrebes, men det sker af og til, eksempelvis i Rusland og Ukraine.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle