På bare otte timer dør 120 søer. Tre døgn senere er 20.000 svin aflivet og begravet.
Det startede med en enkelt død gris. En uge senere var 20 af stiens 50 grise døde.
»I det øjeblik, den første gris dør, træder vores rutiner i kraft. Det betyder, at vi åbner de døde grise og foretager en rutinemæssig obduktion. Men der var ikke noget at se. Vi anede simpelthen ikke, hvad der var galt.«
Sådan fortæller Lars Christiansen om den sommer for halvandet år siden, da afrikansk svinepest ramte Idavangs farm i Rupinskai i Litauen 40 km fra grænsen til Hviderusland. Der er Lars produktionsdirektør med ansvar for produktion, vedligehold og miljø, ligesom han har det på Idavangs øvrige 11 farme i Litauen.
De døde svin vejede i omegnen af 25 til 30 kg, og mærkeligt nok var de alle fra den samme sti. Der var ikke en eneste syg gris i nabostierne.
I løbet af den første uge går Lars selv hele farmen igennem to gange, og ikke på noget tidspunkt får han mistanke om afrikansk svinepest.
Sygdommen eksploderer
Men en morgen, ugen efter fundet af den første syge gris, er otte søer pludselig døde i drægtighedsstalden. Obduktionen viser kun, at milten er forstørret, og det kan være tegn på så meget andet end afrikansk svinepest.
Nu eksploderer det nærmest i staldene. Tre timer senere er 15 søer døde. Omkring 100 drægtige søer æder ikke, og på otte timer stiger antallet af døde søer til 120.
»Jeg havde aldrig set noget lignende før, og på det tidspunkt var jeg næsten ikke i tvivl om, at det måtte være afrikansk svinepest,« siger Lars Christiansen.
Sent om aftenen sender han derfor i al hast griseorganer til test hos de litauiske veterinærmyndigheder, og om morgenen kort før kl. 5 ringer en dyrlæge med den frygtede besked: Det er afrikansk svinepest.
Derefter går det stærkt.
Svært at skaffe kuldioxid
I løbet af tre døgn aflives alle 20.000 grise. Derefter begraves de i et dybt hul i udkanten af farmen. Både kommunen og lokale beboere kommer og hjælper til.
Opgaven er så stor, at Idavang tømmer alle lagre i både Estland, Letland og Litauen for CO2 til at gasse grisene. Idavang må sågar bede kontakter i Polen om hjælp med at skaffe nok kuldioxid.
Hele forløbet, fra den første gris døde, til besætningen var aflivet og begravet, er det værste, Lars Christiansen nogensinde har været med til. Han får stadig gåsehud, når han taler om det.
»Det var forfærdeligt at se. Svinene var bare så syge,« husker han. I dag spekulerer han stadig over, hvordan sygdommen kunne kom ind på farmen.
»Vores biosikkerhed var allerede høj dengang, og det er mig en gåde, hvordan smitten kom ind,« siger han.
