Brasilien har grisen, som fastholder fodereffektivitet under varmestress

Brasiliansk forskerhold har vist, at den brasilianske, oprindelige svinerace Piau er bedre til at opretholde fodereffektivitet end kommercielle grise, og indtager mere foder under varmestress. Den viden kan bruges til at avle kommercielle grise, der klarer sig bedre under varmestress end i dag.

Et brasiliansk forskerhold har udført forsøg med den brasilianske oprindelige svinerace Piau.

Racen er kendt for at være mere sygdomsresistent og bedre til at omstille sig end kommercielle svineracer på markedet. Forsøget viser, at Piau-grise også er bedre til at opretholde en høj fodereffektivitet under varmestress.

Det skriver netavisen Pig Progress.

Forsøg: ophold ved 22 og 30 grader 

Forskerholdet opdelte en gruppe Piau-svin på 65 kg i to hold.

Det ene hold skulle opholde sig i 15 dage ved 22 grader, og det andet hold skulle opholde sig i 15 dage ved 30 grader.

Grisene blev vejet før og efter forsøget. Under forsøget blev der løbende taget blodprøver, målt åndedrætsfrekvens og kropstemperatur. 

Hårdføre i varmen 

Ved forsøgets afslutning sås det, at Piau-grisene, der havde opholdt sig ved 22 C i gennemsnit havde en daglig tilvækst på 617 gram, mens grisene med ophold ved 30 C havde en tilvækst på 517 gram pr. dag.

Med andre ord påvirkede varmen tilvæksten negativt med 16,3 procent. 

Målt på fodereffektivitet var denne stabil på 4,23 for begge hold uanset temperaturpåvirkning. Der skal altså 4,23 kg foder til pr. kg øget kropsvægt. 

Lavere ydeevne end kommercielle svin

Selvom Piau-grisene altså er hårdføre ved høje temperaturer, så er deres ydeevne langt fra niveau med de kommercielle svin.

Både på parametre som fodereffektivitet og daglig tilvækst præsterer de brasilianske svin væsentlig ringere.

Eksempelvis vil et kommercielt svin på 70 kg kunne øge den daglige vægt med 1 kg, og have en fodereffektivitet på 2,1 kg foder pr. kg kropsvægt. 

De kommercielle svins ydeevne nedsættes dog væsentlig, når temperaturen stiger. Ifølge det brasilianske forskerhold mindskes det daglige foderindtag med 440 gram og tilvæksten reduceres med 220 gram pr. dag for kommercielle svin på 70 kg ved 30 C.

Fremtidsmuligheder 

Til trods for at man i mange år haft fokus på varmestresspåvirkning hos svin, så har meget lidt forskning taget udgangspunkt i racer som fx Piau, der lever godt under tropiske forhold. Og måske bærer de svaret på, hvordan vi på nordligere breddegrader kommer problemerne med varmestress til livs. 

Piau-grisene akklimatiserer sig ved en øgning i respirationsfrekvensen, en stigning i kropstemperaturen samt en reduktion i det daglige foderindtag, hvilket gør dem mere tolerante for varmen i forhold til kommercielle svin. 

Man har endnu ikke fastslået, om den øgede varmetolerance skyldes en bedre energiomsætning for Piau-grise, eller om det er en konsekvens af den lave ydelsesevne.

Uanset hvad svaret er, er det vigtigt for forskerne at forstå, hvorfor Piau-grise tolererer varmen bedre. Dette vil i fremtiden kunne hjælpe til at avle svin med bedre og mere modstandsdygtigt genetisk materiale, samt at udvikle en bedre praksis til management af grisene.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle