Derfor er grise beskyttet mod covid-19

Ny forskning kaster lys på forskelle mellem, hvordan celler fra mennesker og svin reagerer, når de udsættes for smitte med virussen sars-cov-2, der forårsager sygdommen covid-19 hos mennesker.

Forskerne Rahul Nelli og  Luis Gimenez-Lirola fra Iowa State University i USA har i mange år undersøgt corona-virus i svin.

De har selv udviklet modeller,  hvor de undersøger hvordan virus inficerer svin og deres celler, og hvordan de responderer på infektion.

Siden pandemien brød ud, har man kendt til, at svin trods smitte med virussen sars-cov-2 ikke udviser kliniske tegn på sygdom eller videre smitter andre dyr.

Nelli og Gimenez-Lirolas forskning i netop svins immunrespons kan bane vejen for nye behandlingsmuligheder for mennesker, der bliver syge med covid-19, fortæller netmediet The Pigsite

Celler i svin dør kontrollet død

Forskerne har undersøgt, hvad der sker når svin smittes med sars-cov-2 ved at introducere virus til kulturer af humane og porcine respiratoriske epitelceller, altså celler fra luftveje i både svin og mennesker. 

Ved disse forsøg fandt forskerne frem til, at kernerne i epitelcellerne hos smittede svin begyndte at gå i stykker. Dette er et tegn på, at cellerne undergår en proces kaldet apoptose. Her dør cellerne en kontrolleret død, og kroppen skiller sig af med cellerne uden en omfattende immunrespons. 

Ved at iværksætte dette respons tidligt i en infektion kan vævsskade mindskes, og virus replikation - og dermed spredning - inddæmmes. 

Cellerne fra svin viste sig op til 100 gange mere tilbøjelige til at undergå apoptose end celler fra mennesker.

Smittede celler fra mennesker har i modsætning tendens til en anden type celledød, nemlig nekrose. Når celler dør ved nekrose, bliver cellens indhold frigivet til omkringliggende væv og provokerer en stærk immunrespons. 

Forskerne tør ikke sige for meget, men de tror på, at mekanismen, der foregår i svinenes celler, når de udsættes for virus, er medfødt. Ideen er at slå virus ihjel stille og hurtigt uden at hele immunsystemet aktiveres og dermed undgå sygdom. 
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle