Esben Lunde kræver redegørelse fra Fødevarestyrelsen om MRSA

Fødevarestyrelsen skal redegøre for håndteringen af husdyr-MRSA efter TV-dokumentar søndag.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen beder nu Fødevarestyrelsen om en redegørelse for håndteringen af husdyr-MRSA - herunder rådgivningen fra Danmarks Tekniske Universitet og orientering af minister og Folketing.

»Der blev i aftes sendt en dokumentar med en række påstande, der sår tvivl om Fødevarestyrelsens håndtering af indsatsen mod husdyr-MRSA siden 2008. De forhold skal nu belyses,« siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Ordførere mødes tirsdag

Ministeren har i forvejen inviteret ordførerne i kredsen bag MRSA-aftalen til en orientering om håndteringen af MRSA-problemstillingen »på det foreliggende grundlag« i morgen tirsdag den 20. september i forbindelse med afrapporteringen på Veterinærforlig II, fremgår det.

Handling uanset konsekvenser

Dokumentaren søndag aften har udløst stærke reaktioner fra en række politikere og fra mange danskere, der har ytret sig på de sociale medier Facebook og Twitter.

Blandt dem, der har krævet »omgående handling« er Enhedslistens landbrugsordfører Maria Reumert Gjerding.

»Det der står helt klart, er, at vi må handle nu. Vi må gøre det, vi burde have gjort for mange år siden - nemlig at få MRSA ud af de danske svinestalde. Og det skal vi gøre, uanset hvad konsekvenserne er for dansk svineproduktion,« skriver hun på Facebook.

Produktion må ikke skade

»Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg mener, at den industrielle svineproduktion er en katastrofe. Miljømæssigt, dyrevelfærdsmæssigt og sundhedsmæssigt. At erstatte den form for produktion med økologisk og bæredygtigt landbrug vil være en kæmpe gevinst. Men uanset hvad man mener om svineproduktionen, så håber jeg virkelig, at et flertal i Folketinget vil være enige i, at intet erhverv kan være så vigtigt, at dets produktionsmetoder skal gå ud over befolkningens sundhed og koste menneskeliv,« skriver Maria Reumerts Gjerding videre.

Styrelse i skudlinjen

Mange forlanger desuden en forklaring på udsendelsens centrale påstand om, at Fødevarestyrelsen, angiveligt på anbefaling fra Landbrug & Fødevarer, gennem seks år fjernede ekspertanbefalinger fra DTU til om bekæmpelse af MRSA i materiale til minister og Folketing.

Eksperten, professor Frank Aarestrup, DTU, anbefalede gennem flere år, at man undersøgte svineproducenternes »avls-top«, men den anbefaling nåede angiveligt ikke frem til minister og Folketing.

Gjerskov vil se dokumenter

En af dem, der aldrig så anbefalingen, var tidligere fødevareminister Mette Gjerskov.

Hun forsvarer nu sin egen rolle.

»Det er jo ubærligt, hvis vi kunne have gjort mere. Nu må vi have en god forklaring fra Fødevarestyrelsen,« skriver den tidligere fødevareminister (2012-2013) på Facebook.

I opslaget vedlægger hun til dokumentation en håndskrevet note til departementet fra 2012, hvor hun skrev: »Jeg tager MRSA-situationen meget alvorligt og ønsker, at vi prioriterer sagen højt.«

»Ingen i Fødevareministeriet kan have været i tvivl om, at jeg tog MRSA meget, meget alvorligt,« skriver Mette Gjerskov, som nu forlanger ministeriets dokumenter om sagen udleveret.

»Global problemstilling«

Danmarks Radio har i dag fulgt op på dokumentaren med kritik af, at landbruget ikke har levet op til et løfte om at halvere forbruget af tetracyklin inden udgangen af 2015.

Nye tal viser ifølge DR, at forbruget kun er faldet med 7-8 pct.

Claus Fertin, direktør i Videncenter for Svineproduktion, forsikrer dog overfor DR, at landbruget arbejder for at nå målet.

»Jeg mener bestemt godt, at samfundet kan stole på, at vi har fokus på resistensproblematikken, og at vi vil gøre, hvad der står i vores magt for at yde vores bidrag til at reducere en problemstilling, som i øvrigt er global og langt fra en isoleret dansk problemstilling,« siger Claus Fertin.

Tidligere på ugen har 3F kritiseret, at et otte timers obligatorisk hygiejnekursus i MRSA for personer, der arbejder med svin, endnu ikke er blevet udbudt, selvom det indgår i den handlingsplan mod MRSA, som Folketingets partier vedtog i 2015.

Syv døde af husdyr-MRSA

Fra 2012 til 2014 døde syv danskere af blodforgiftning efter smitte med stafylokokken husdyr-MRSA.

Hvert år dør omkring 350 danskere af »almindelige« stafylokokker.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle