Forebyg farefeber og brug mindre antibiotika

Holder man øjne og ører åbne, kan man få medicinforbruget i svineproduktionen ned.

Selv om Danmark har et af Europas laveste forbrug af antibiotika i svineproduktionen, er den politiske målsætning, at det skal længere ned.

Og selv om det er sværere at sænke et lavt forbrug end et højt forbrug, kan mange svineproducenter stadig gøre noget for at forebygge de sygdomme, som antibiotika kurerer.

Det mener Christian Bonnerup Møller, dyrlæge Hyovet og Nicolai Weber, dyrlæge, Seges Svineproduktion, som holdt indlæg på svinekongressen i Herning onsdag.

Sunde polte

Farefeber er en af de sygdomme, der kan forebygges i højere grad. Ifølge Christian Bonnerup Møller starter det med styr på viruslidelser og rekruttering af sunde polte. Foderkvaliteten er også vigtig.

"Man bør kigge i fodersiloen og spørge sig selv, om det foder kan give topresultater", siger han.

Hvis man vil undgå farefeber skal huldstyringen være i orden allerede i drægtighedsstalden. Omkring faringen, skal der være fokus på energibalancen gennem foderstyrke og fiberandelen i foderet. Det lønner sig med et jævnt foderdøgn og tre gange fodring, for eksempel kl. 7, 14 og 21, for går der mere end seks timer mellem fodringer, er der flere dødfødte, påpeger han.

Med jævne mellemrum bør man tjekke, at vandventilerne yder fire liter pr. minut, så søerne får vand nok.

Tag temperaturen

Når man sætter søerne i farestalden, bør man notere om der er problemsøer. Gamle søer, fede søer og søer med historie for dødfødte kræver særlig opmærksomhed. Manglende handling kan føre til nulfravænning, sultgrise og diarre - og højere antibiotikaforbrug.

Efter faring skal man også være opmærksom på, om soen bliver rask.

"Det er alt for sjældent man ser et termometer i stalden", siger Christian Bonnerup Møller.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle