Kører jord ind i stalden: Grisene elsker det

Møltrup Optagelseshjem har indviet en ny stald, der er helt speciel.

Cirka hver tredje eller fjerde uge kører de ud med rendegraveren og skraber de øverste fem centimeter af en græsmark, så de får fat på den lækre rodzone.

Så kører de hen til svinestalden og læsser tørvet ned i en særlig rodeboks.

Det er det simple koncept bag den nye grisestald, som Møltrup Optagelseshjem, der ligger ved Vildbjerg vest for Herning, indviede for  et par uger siden og nu er i gang med at fylde op. Stalden får torvegrise på 25 kg. til opfedning. Cirka 1100-1200 slagtesvin skal produktionen være på årligt.

Baggrunden er, at Møltrup Optagelseshjem for fem år siden begyndte at holde frilandsgrise, der fik lov til at rode rundt i marken. I 2014 produceredes 350 grise, der alle blev solgt i egen gårdbutik.

"Vi tror meget, på at de får lov til at gå ude, at de har deres naturlige adfærd og adgang til at gå hen til det, de vil, så de ikke er aggressive. Vi bruger ikke medicin," forklarer forstander Ebbe Larsen, Møltrup Optagelseshjem.

Miljøregler spændte ben for udvidelse

Men da de ville udvide produktionen, stødte de hovedet i en væg. De må ikke have mange dyr på de lette jorder, eftersom det kan skabe punktforurening fra gyllen. De ville gerne holde fast i, at grisene skal kunne rode i jorden. Det giver en god kødkvalitet, var deres erfaring. I 2015 kørte de et forsøg på med grise på beton med skure, hvor de også havde adgang til jord og legeområde.

Nu har de så bygget en åben stald med ni stier med plads til 40 grise. I hver sti er der en boks med tørv samt to boks til legeområde eller soveareal. Stalden er overdækket med en hvid presenning, så der altid er dagslys. Der er ingen ventilation, eftersom der er åbent udadtil.

"Man kan kalde det et svineshelter eller frilandsstald," siger forstanderen.

Elsker jorden

Da stalden blev indviet, skyndte grisene sig hen til rodeområdet.

"Jeg må erkende, at det er derude, det er sjovt at være. I hvert fald på denne årstid. Der er trængsel i jordkassen. Der ligger 40 grise der i en stor stak," griner Ebbe Larsen.

Jorden bliver hurtigt gennemtygget. En gang om ugen køres frisk jord ind. Planen er også at hælde ensilage og overskudsråvarer, eksempelvis gulerødder, ind til grisene, så de kan rode efter det i jorden.

"Det ser ikke ud til at de skider derinde. Lige nu ser det ud som om, de skider ude på spalten."

Tørvekassen tømmes en gang om ugen med rendegraver eller bobcat. Det kører altså ved siden af udmugningsanlægget, der er et standardanlæg fra Swea.

I vækstsæson hældes den færdigtykkede jord ud over en græsmark, men af miljømæssige årsager deponeres jorden uden for vækstsæsonen, indtil foråret kommer.

Kan godt sælge frilandsgris i Vestjylland

Grisene lever op til kravene til frilandsgris, men de vil markedsføre den som en Møltrupgris i deres gårdbutik.

"Vi var meget i tvivl om, om kan det overhovedet lade sig gøre at sælge den type varer i Vestjylland? Det har det vist sig, at det kan det sagtens," fastslår Ebbe Larsen.

Såfremt der er flere grise, end de kan sælge i gårdbutikken, vil de sælge grisene andetsteds.

"Hvis vi får den notering, der er ved Friland, så er det en okay forretning," siger Ebbe Larsen om noteringen fra Danish Crowns datterselskab.

Selvom beboerne - tidligere misbrugere, nyligt løsladte fanger og lignende - hjælper til ved stalden, så hænger økonomien sammen, siger han.

"Det er helt kommercielt. Det skal give nogle penge."

"Varen kan godt opretholde det, det koster at producere den," siger Ebbe Larsen, der melder, at et kilo pølser koster 80 kr. i gårdbutikken.

Han vurderer, at også andre nicheproducenter vil kunne bruge konceptet med tørvejord inde i stalden, men at det måske kan være vanskeligt i store produktioner.

"Jeg tror, at der er en niche, hvor der er plads til nogle stykker, men den store produktion vil nok fortsat være ved det konventionelle. Hvis du skal producere 50.000 grise, så er det måske ikke denne måde, det skal laves på," vurderer Ebbe Larsen.

Faktaboks

Møltrup Optagelseshjem

  • 180 hektar jord, hvoraf de 165 er selvejet
  • 120 hektar jord under plov
  • 75 årskøer med en malkerobot
  • 120 beboere
  • 40 årsværk ansatte

Møltrup er et hjem, hvor mænd, som for kortere eller længere tid har brug for støtte i deres liv, kan finde hjælp til at tage livet op på ny.

I overensstemmelse med stifteren Johannes Muncks tanker bygger Møltrup på et kristent grundlag, og betragter sig selv som en del af det frivillige, folkekirkelige, diakonale arbejde.

Mændene betragtes ikke som klienter, men som mennesker, der kommer til Møltrup for at være med til at drive gården. Enhver, som har brug for den hjælp, Møltrup kan yde, bydes velkommen, så længe der er plads.

Se deres facebookgruppe her.

Se deres hjemmeside her.

Kilde: Møltrup Optagelseshjem

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle