Kjeld Johannesen overtager kontrollen med DC-svinedivision

DC Pork opdeles i fire nye områder, der alle kommer til at referere til topchef Kjeld Johannesen samt Flemming N. Enevoldsen, der er direktør for DC Foods.

For godt et halvt år siden blev Jesper Friis fyret som adm. direktør for DC Pork.

Nu melder Danish Crown, at de ikke ansætter en ny i hans sted. I stedet overtager koncernchefen, adm. direktør Kjeld Johannesen, kontrollen med svinekødsdivisionen.

DC Pork opdeles i stedet i fire selvstændige forretningsområder.

Det betyder også, at produktionsdirektør Søren F. Eriksen forfremmes til direktør af en ny forretningsenhed – DC Pork B2B.

DC Pork vil fremover være opdelt i 4 selvstændige forretningsområder:

  • DC Pork B2B
  • DC Pork Danmark
  • DC Fleisch
  • KLS Ugglarps

De fire selvstændige forretningsområder vil referere direkte til direktøren for DC Fresh Meat - Kjeld Johannesen samt Flemming N. Enevoldsen, der er direktør for DC Foods.

"Vi har vurderet, at der kan skabes en endnu bedre synergi ved at ændre lidt på organisationen. Ledelses- og ansvarsforholdene i DC Pork Danmark, DC Fleisch og KLS Ugglarps er uændrede med hhv. Uffe Frovst, Steen Sønnichsen og Jonas Tunestål i spidsen, mens det nyoprettede forretningsområde DC Pork B2B, som omfatter de seks svineslagterier i Danmark, soslagteriet i Skærbæk, udbeningsafdelingerne i Polen og Tyskland og udbening og bacon i Bugle, England, får Søren F. Eriksen som direktør. DC Pork B2B omfatter også eksportsalget," siger Kjeld Johannesen i en pressemeddelelse.

Søren Eriksens første opgave bliver at organisere DC Pork B2B inden for de definerede ansvarsområder.

Den organisatoriske ændring træder i kraft med omgående virkning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle