Pas på fælder: Hul i sold - grise blev fodret med småsten og andet godt

Svinerådgiver fortæller om to konkrete tilfælde, hvor fejlhåndtering af henholdsvis stenfælde og renser har kostet i produktionskæden.

Som svineproducent skal man huske, at tjekke stenfælder og rensere, så grisene bliver fodret med foder og intet andet. 

Det fortæller Andersen Andersen, svinerådgiver hos Velas, om i det seneste nummer af nyhedsbrevet Trynekontakten.

Svinerådgiveren fortæller herunder om to konkrete tilfælde, hvor fejlhåndtering af henholdsvis stenfælde og renser har kostet i produktionskæden. 

Eksempel 1: Magnet placret forkert efter rengøring 

"Under et besøg i et sohold får jeg at vide, at de lige har skiftet alle ventilerne i deres vådfoderanlæg. Jeg spørger ind til, om de alle sammen var slidt op af alder? Nej desværre ikke, lyder svaret!

Det viste sig, at slagle-møllen havde ”spist” et trådsold. Men blev trådene ikke fanget i jeres stenfælde af den store magnet, der sidder der?

Her kommer advarslen så: Det viste sig, at en medarbejder var blevet bedt om at rense stenfælden plus magneten, hvilket han havde gjort. Men han havde ikke fået placeret magneten korrekt i
stenfælden.

Den havde ligget på bunden af stenfælden, og ikke som den skal siddet i holderen.

Den havde derfor ikke fanget noget som helst, hvilket desværre betød at alle trådstumperne var blevet pumpet med foderet rundt, og havde ødelagt mere end 200 gummimembraner.

Eksempel 2: Slidt sold i renser

"I en anden besætning får jeg at vide, at deres slagler og solde ikke holder længe nok, og at de overvejede at vælge en anden leverandør af solde af netop af denne årsag.

Vi kommer forbi deres foderlade, og jeg kigger på deres fine soldrenser. Min første tanke er, at den ser fin ud, og ikke mindst, at den har en størrelse som gør,  at eventuelle sten og metaldele nok skulle blive renset af.

Men jeg spørger nu alligevel, om de nogensinde tog toppen af sold-renseren? Svaret er: Nej, det er lidt besværligt, men siden du spørger, kan vi da godt prøve.

Renseren var opbygget, så der var en lukket plade oven på den for at minimere støvpåvirkningen rundt i laden. Her finder vi desværre, at soldet i renseren er blevet slidt så meget, at der er huller i det, lige der hvor elevatoren afleverer korndelen.

Dette betyder altså, at møllen har skullet slås med sten mv.

Det giver flere omkostninger til sliddele, men vi skal ikke glemme, at grisene samtidig også blev fodret med en større del af ”skrammel”, såsom sten og andet godt. Disse ting gør ikke noget godt for at forbedre foderudnyttelsen."

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle