Produktions-fremgang mindsker kun omkostninger en smule

Forbedrede produktionsresultater har begrænset betydning for produktionsomkostningerne per kilo kød, viser britiske resultater.

De høje foderpriser spiller ikke overraskende langt kraftigere ind på produktionsomkostningerne end forbedringer på staldgangen.

Det melder den britiske organisation AHDB, der ud fra produktionsresultater fra AgroVision konstaterer minimal betydning for omkostningerne.

I indendørs besætninger er antallet af fravænnede grise faldet fra 27,81 til 27,76 grise fra 1. til 2. kvartal 2022. Der var et lille fald i antal kuld per årsso fra 2,21 til 2,20, en stigning i dødeligheden hos pattegrise efter fravænning fra 12,6 til 12,8 procent, og antallet af levendefødte er steget fra 14 til 14,44.

Ændringerne får den forventede produktionsomkostning til at stige 85 øre per kilo.

For udendørsproducenter er produktionsomkostningerne faldet 1,7 krone per kilo på grund af en stigning fra 24,29 til 25,10 fravænnede grise per årsso, kuld per årsso er steget fra 2,19 til 2,23, og der er sket et fald i dødeligheden efter fravænning fra 12,23 til 12,05 procent. Samtidig er antallet af levendefødte grise steget marginalt fra 12,64 til 12,79.

Stor fremgang på tilvækst

Tallene fra AgroVision viser også, at der er sket store fremgange for tilvæksten i både smågrise- og slagtegrisestaldene.

I 1. kvartal 2022 var tilvæksten på 480 gram, men i 2. kvartal var tilvæksten steget markant til 521 gram. Hos slagtegrisene var fremgangen på 30 gram til 889 gram.

Betydningen af øget tilvækst er opgjort til 1,7 krone per kilo.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle