Prognose: Svinenoteringer bliver trykket i bund

Smågrise kommer under 300 kr. i den kommende tid, men der ventes bedre priser i 2019, viser ny prognose fra Danske Svineproducenter.

Et overfyldt marked på verdensplan for grisekød sætter priserne på både smågrise og slagtesvin under pres.

Det får nu Danske Svineproducenter til at nedjustere sin prognose for smågrise, der blev præsenteret i går på producentforeningens årlige seminar for bankansatte.

Mens den seneste prognose fra juni forudså en puljepris på smågrise på 360 kr. i 3. kvartal og 350 kr. i 4. kvartal og en Nord-West-notering på 380 og 350 kr. i samme kvartal har prognosen fået et ordentlig hak ned.

Nu lyder vurderingen fra markedsanalytiker Markus Fiebelkorn, at smågrise opnår en puljenotering på 296 kr. og 310 kr. i 3. og 4. kvartal. Nord-West-noteringen er lidt højere med 313 og 320 kr.

De forudsete smågrisepriser i 3. og 4. kvartal er under forudsætning af, at slagtesvinenoteringen i Tyskland holder sig på 1,47 (3. kvartal) og 1,40 euro (4. kvartal) mod det nuværende niveau på 1,55 euro.

Den beregnede notering fra Seges er til sammenligning sat til 304 og 295 kr. i 3. og 4. kvartal under forudsætning af en slagtesvinenotering på beskedne 8,5 og 8,25 kr.

Bedre priser i 2019

Mens 2018 på noteringssiden ser ud til at blive et miserabelt år, så forventes 2019 at give bedre priserne på smågrisene.

Puljenoteringen er i lighed med Danske Svineproducenters juni-prognose fortsat på 380 kr. for 1. kvartal 2019, mens der er et lille løft i Nord-West-noteringen fra 369 kr. i juni-prognosen til 373 kr. i den seneste prognose for 1. kvartal.

2. kvartal er også opjusteret i den seneste prognose. 400 kr. i juni-prognose er ændret til 440 kr., mens Nord-West-noteringen lyder på 425 kr. mod tidligere 400 kr.

Her er forudsætningen, at slagtesvinene i Tyskland holder en afregning på 1,4 og 1,5 euro i 1. og 2. kvartal 2019.

Den beregnede notering er til sammenligning sørgelig læsning, da den af Seges forventes at lande på blot 277 kr. og 315 kr. i 1. og 2. kvartal 2019. Dermed er der udsigt til, at puljenoteringen igen løber fra den beregnede notering, som det har været tilfædet det meste af 2018.

Forudsætningen for den beregnede notering er, at slagtesvinenoteringen i de nævnte kvartaler holder sig på 8,0 kr. i 1. kvartal og 8,75 kr. i 2. kvartal.

Slagtesvinenoteringen er dermed justeret ned med 50 øre for begge kvartaler i forhold til tidligere udmeldinger.

325 kr. for puljegrise i efteråret 2019

På den længere bane tror Danske Svineproducenters markedsanalytiker på en puljenotering på 325 og 335 kr. i 3. og 4. kvartal 2019, mens Nord-West-noteringen ventes at lande på henholdsvis 335 og 343 kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle