Rekord-so: Hun har fravænnet 177 grise i otte kuld

So nr. 3771 er noget for sig selv. I øjeblikket ligger hun med 9. læg hos Michael Brændgaard Rømer, Gjønderupggard ved Vrå.

So nr. 3771 ligger i øjeblikket med 9. læg hos Michael Brændgaard Rømer, Gjønderupggard ved Vrå. Soen har fravænnet 177 grise gennem de første otte læg eller i snit 22,1 grise.

Og hun ser fortsat fit ud. Hun er født i slutningen af 2013. Hvor længe hun får lov til at fortsætte er ikke afgjort endnu.

»Sålænge hun præsterer så flot og er i fin form, kan hun da sagtens få et læg mere. Men nu må vi se, hvordan hun klarer sig gennem den nuværende laktation«, siger Michael Brændgaard Rømer.

At søerne holder godt på Gjønderupgaard vidner 11 andre søer om, der også nærmer sig de otte kuld. Udsætterprocenten er på 23 procent, og søerne får i snit 3,2 kuld.

Producerer 37.000 smågrise om året

Soholdet består af 1.100 søer, der præsterer 35,6 grise pr. årsso. I alt bliver det til godt 37.000 producerede smågrise om året. De sælges alle som 7,5 kgs grise ved 5 ugers fravænning.

Stalden, der blev bygget i 2008, rummer 322 farestier, og der er 25 procent ammesøer.

Gården overtog Michael sammen med sin kone Agnete efter hendes forældre i 2007.

De er tredje  generation på stedet. Der er ikke nogle fastlagte fremtidsplaner, men når Michael tænker scenarierne igennem, vender han næsten altid tilbage til ønsket om flere farestier.

»Der kan udvides i begge gavlender, så det kan godt lade sig gøre. Det kan også overvejes at installere mælkekoppeanlæg for at frigive nogle ammesostier, og der kunne overvejes at skifte fra tør- til vådfodring.

Men jeg vil helst udvide med antallet af farestier«, siger Michael Brændgaard Rømer.

Han hjemmeblander selv foderet med et Skiold blandeanlæg. Han bruger ca. 1.200 ton korn årligt og har en amerikanersilo, der kan indeholde 300 ton. Foderforbruget er på 1.523 FE pr. so pr. år.

Der hører 135 hektar jord til gården, og der forpagtes yderligere 50 hektar. Der er fire ansatte.

 

 

 

 

Faktaboks

Gjønderupgaard

  • 1.100 søer med 35,6 grise pr. årsso
  • So nr. 3771 har haft 8 kuld og fravænnet 177 grise
  • Produktion af godt 37.000 smågrise, de sælges ved 7,5 kg
  • Foderforbrug 1.523 FE pr. årsso
  • 135 ha plus 50 ha forpagtet

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle