Selektion af polte er et håndværk, de fleste kan lære

Det er ikke alle, der er gode til at selektere polte, men de fleste kan lære det. Det er Selektions og Kvalitetsmanager hos DanBred, Tanja Jensens, erfaring.

Artiklen er første gang publiceret i fagmagasinet GRIS, juli 2021

Tanja Jensen har udelukkende haft øje for polte de sidste syv år, hvor hun har haft titel af udvælgelseskonsulent hos DanBred.

Interessen for grise er langt fra ny. Den startede faktisk allerede, da hun i folkeskolen arbejdede i en besætning efter skoletid. 

Efterfølgende blev hun jordbrugsteknolog og ansat som Selektions- og Kvalitetsmanager hos DanBred. Her har hun været med til at opbygge den afdeling, der står for kvalitet og udvælgelse af polte.

I den forbindelse har hun været rundt i alle DanBred avls- og opformeringsbesætninger for at træne og oplære ejere og ansatte i det håndværk, det er at selektere polte.

»Nogle fanger hurtigt, hvad man skal se efter, og bliver gode og sikre til at selektere. Andre har sværere ved at opnå en sikker rutine«, konstaterer hun.

Lommelygte

Når hun selv skal vurdere polte, hører lommelygte og mærkespray med til basisudstyret. Knæpuder kan også være nyttige, hvis det er mange polte, der skal vurderes, for man skal ned på knæ for at lave en god bedømmelse.

Hun bruger først et minut fra inspektionsgangen på at observere poltene gå i stien.

»Jeg ser først og fremmest efter, om der er noget, der adskiller sig fra det normale«, forklarer hun.

Hun vurderer blandt andet, om poltene har en let og ubesværet gang og bevæger sig uhindret rundt i stien, eller om der er dyr, der for eksempel trækker på et ben eller ikke støtter normalt. 

Det er vigtigt, at stiens leje og spalter i stien ikke er glatte. Er de det, kan poltene ikke gå uhindret, og man får dermed en forkert vurdering.

Næste trin er en individuel vurdering inde fra stien. Tanja Jensen stiller sig i den ene ende af stien, og får poltene til langsomt at gå forbi, mens hun lyser med lommelygten på poltens bug, ben og klove.

»Benstillingen skal vurderes meget omhyggeligt«, forklarer hun.

Forskellige former for under- eller overstillede ben eller haseknuder er blandt de hyppigste årsager til, at hun sorterer dyr fra, men lommelygten kan også afsløre små eller begyndende brok.

Men ben og benstilling må ikke stå alene. Det er vigtigt, at se dyret fra begge sider og vurdere, om det fremtræder harmonisk.

Gør polten ikke det, er det bedre at frasortere den fremfor at lade den indgå i soholdet.

»God benstilling rimer på lang holdbarhed. Man snyder sig selv, hvis man ikke er kritisk på dette punkt«, forklarer hun.

Med »man« hentyder Tanja Jensen både til opformeringsejere, der sælger ly-polte til andre besætninger, og til alle hjemmeavlere.

»Lader man for mange - eller de forkerte - polte slippe gennem nåleøjet, så hævner det sig senere i form af højere sodødelighed og lavere effektivitet«, fastslår hun.


Når Kristian Poulsen gennemgår poltene bruger han skanneren og kan dermed straks indtaste ændringer i poltens status.

Fokus på kvalitet

For avls- og opformeringsbesætninger drejer selektion og frasortering sig om at have et godt ry som polteleverandør og at sælge mange polte.

Det er driftsleder på Tjørntved på Langeland, Kristian Poulsen, udmærket klar over. Strategien på Tjørntved er, at der ikke må forlade ukurante polte fra besætningen.

»Vi har en fast procedure for udvælgelse af polte, hvor først den polteansvarlige og dernæst jeg selv gennemgår alle polte, vi skal levere«, forklarer driftslederen.

Han bekræfter, at benstilling er det punkt, der giver flest frasorterede. Dernæst er skavanker som saddelleje og haseknuder blandt årsagerne til at dyr sorteres fra.


»Det er vigtigt at informere kunden, hvis man ikke kan opfylde antal eller vægt. Det har de fleste forståelse for«, siger driftsleder Kristian Poulsen.

God kommunikation til kunden

Tanja Jensen tilføjer, at kvalitet i en polteleverance ikke kun er, at alle polte er fejlfrie. Det drejer sig også om rigtig aldersfordeling, ensartethed, korrekt vægt og endelig en god kontakt og kommunikation til kunden.

Hun roser Tjørntved for dels at have godt styr på sit »lager« af polte, dels at have god kommunikation med deres kunder.

»Vi er nok gode til staks at informere vores kunder, hvis vi kan se, at vi for eksempel ikke kan opfylde mængde eller vægt på næste leverance«, siger Kristian Poulsen.

Det er hans erfaring, at de fleste besætningsejere har forståelse for udsving, men, at alle gerne vil orienteres om eventuelle afvigelser på forhånd.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle