Slagteri fastansætter flygtninge efter oplæring

Danish Crowns slagteri i Sæby fastansætter flygtninge.

Et samarbejde mellem Frederikshavn Kommune og Danish Crown har fået flygtninge i arbejde.

Det fortæller DR Nordjylland.

9 ud af de 15 flygtninge, der i januar startede i oplæring på Danish Crowns slagteri i Sæby, er i dag fastansatte.

- Det er gået fantastisk. Integrationsborgerne har taget rigtig godt imod projektet og knoklet med stor iver, siger Kurt Nielsen, der er projektkoordinator på integrationsområdet i Frederikshavn Kommune, Kurt Nielsen.

Oplæringen tager lidt over tre måneder for flygtningene. Og ifølge Kurt Nielsen har den positive historie flere årsager.

- Der er slet ingen tvivl om, at vejen til succesen er en kombination af, at både virksomhed og borgere vil det, siger projektkoordinatoren.

Danish Crowns slagterier i blandt andet Blans og Rønne har haft lignende projekter, hvor flygtninge efterfølgende også har sikret sig fastansættelse.

I Sæby har forløbet været så godt, at Danish Crown har startet det andet hold med 15 flygtninge i oplæring.

- Vi oplever en rigtig høj grad af motivation. Der er faldet et par stykker fra, men så er der kommet andre til, siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown.

Flygtningene, der begyndte på slagteriet i januar, kom blandt andet fra Congo og Palæstina og havde baggrunde som tolk, advokat eller læge. Men viljen gør meget, siger Jens Hansen.

- Vi har vist her, at hvis man har en god motivation og fysik til det, så kan man også lære at udbene grise og slagte, siger pressechefen til DR Nordjylland.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle