
Selvom økologiske svineproducenter lige nu får en historisk god pris for deres kød, så tøver de konventionelle med at lægge produktionen om, skriver DR Nordjylland.
Det er nemlig meget omfattende at gøre en svineproduktion økologisk, og der er ingen garanti for, at de høje priser fortsætter. Det siger svinerådgiver hos LandboNord, Preben Høj.
"Jeg tror, de fleste betragter økologien som en lidt risikabel investering. Der er behov for en meget høj notering, for at den økologiske produktion hænger sammen," siger han.
Håber på flere økologer
Økologisk svineproduktion stiller blandt andet krav om store udendørsarealer, og det tager typisk et par år at lægge produktionen om.
Alligevel håber slagteriet Friland, at flere landmænd vil kaste sig ud i økologien. Det siger direktør Henrik Biilmann til DR Nordjylland.
Kunder kan opgive økologi
Lige nu er efterspørgslen efter økologisk gris større end udbuddet, og hvis ikke det ændrer sig, frygter slagteridirektøren, at kunder vil opgive økologien.
"Der er heldigvis et stykke vej dertil endnu. Men det ville jo være meget trist for økologien, hvis det var der, vi endte," siger Henrik Biilmann.
De økologiske svineproducenter får lige nu 16 kr. i tillæg for hvert kg. økologisk gris, de leverer til slagteriet Friland
Kommentarer