Soholder: To nye vacciner gør livet lettere

Nogle gange kan man være i tvivl om værdien af vacciner. Peter Jacobsen og Nicole Egesby har ikke været i tvivl om værdien af to vacciner, der er taget i brug i 2021.

For et år siden, januar 2021, kom der i løbet af kort tid store problemer med diarré i farestalden. Dødelighed rundede 20 procent. 

Forud var 2020 gået godt med kun en kort periode i foråret med diarré-problemer. Tilbage i 2019 blev besætningen testet for rotavirus, uden at den blev påvist.

»Derfor var vi også lidt overraskede over, at dyrlæge Poul Toft, Porcus, ville tage prøver for rotavirus«, fortæller Peter Jacobsen og driftsleder Nicole Egesby. 

Positiv prøve for rotavirus

Men prøverne var positive for rotavirus. Derfor blev der fra februar 2021 vaccineret mod rotavirus, og langsomt men stabilt begyndte dødeligheden at falde til et niveau omkring fem procentpoint lavere. 

Selvom det gik bedre i farestalden, var der noget, der ikke fungerede i klimastalden. Der blev taget mange analyser og resistensprøver uden klare resultater. Til sidst viste prøver, at coli F18 var til stede. Derfor foreslog dyrlægen at vaccinere med Coliprotec før fravænning. 

»Det begyndte vi på i oktober, og det var som at vende en hånd«, fortæller både ejer og driftsleder. 

Nu vokser smågrisene hurtigere, er mere ensartede, og dødeligheden er halveret fra seks til tre procent. 

»Nu skifter vi også hurtigere til blanding tre, end vi kunne før«, fortæller Peter Jacobsen. 

Før vaccination var halvdelen af smågrisefoderet blanding et eller to. Nu udgør blanding et og to kun en tredjedel af foderenhederne, og blanding tre udgør to tredjedele af smågrisefoderet. Det betyder meget for foderudgiften.

Hertil kommer, at de problemer, de før kunne have omkring foderskifte, stort set er væk. 

Nicole Egesby har snart været ansat hos Peter Jacobsen i 10 år. 

Tre dage før fravænning

Ingen vaccination uden arbejde, men heldigvis kan Coliprotec blandes med Enterisolvaccinen mod lawsonia, så nu vaccineres alle pattegrise tre dage før fravænning med begge vacciner.

»Det tager to medarbejdere to en halv time at vaccinere et ugehold på 350-400 smågrise, men heldigvis ser vi god effekt af indsatsen«, fremhæver Nicole Egesby. 

Udgiften til Coliprotec løber op i små 100.000 kr. årligt, men når der er så markant effekt, er Peter Jacobsen ikke i tvivl om, at pengene kommer igen. 

Alle grise bliver nu vaccineret med Enterisol mod lawsonia og med Coliprotec mod coli F18. Det tager to medarbejdere to en halv time at vaccinere et ugehold på 350-400 smågrise. 

Faktaboks

Sundhedsstatus

  • Besætningen har SPF-status, men er positiv for mycoplasma lungesyge og ap12.
  • Alle grise vaccineres mod mycoplasma lungesyge, lawsonia, rotavirus og coli F18.
  • Alt foder er hjemmeblandet, og de anvender fortsat zink i fravænningsfoderet.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle