Store CO2-besparelser med fermenteret raps og tang

European Protein har fået beregnet klimaaftrykket for sine proteinløsninger. Op mod 92 procents CO2e-besparelse er der ved at vælge fermenteret rapsskrå.

Klimadagsordenen står højt på agendaen hos European Protein.

Det forsikrede Jens Legarth, direktør i European Protein, i sine afsluttende bemærkninger, da han tirsdag afrundede et seminar om et stort fodringsforsøg med fermenteret raps- og tangprotein.

Klima, skimmel og virus er nogle af de nye indsatsområder for virksomheden, sagde han og påpegede blandt andet mulighederne med raps som en klimavenlig proteinkilde.

Har fået uvildig dokumentation

European Protein har netop modtaget uvildig dokumentation for klimaaftrykket for firmaets mælkesyrefermenterede proteiner fra Bureau Veritas.

Resultaterne vækker begejstring hos European Protein.

- Fermenterede proteiner i alle afskygninger giver mening for både grise- og foderproducenter økonomisk og klimamæssigt, og derfor ser kunderne det som en win-win løsning.

- Nu har vi en værdi på CO2e-aftrykket, som kunderne kan bruge i klimaberegningen for at dokumentere, at de har taget et aktivt valg, der ikke kun kommer dyrene til gode, men også klimaet, siger Pia Sørensen, foderrådgiver hos European Protein.

Firmaet påpeger, at reduktionen af klimaaftrykket afhænger af, hvilken proteinkilde der erstattes, og hvad den erstattes med.

Størst forskel er der ifølge European Protein ved at skifte sojaproteinkoncentrat ud med fermenteret rapsskrå EP100i eller tang-udgaven EP199.

- Hvis sojaproteinkoncentrat erstattes en-til-en med fermenteret rapsskrå, kan landmanden spare op til 92 procent af sin CO2e-udledning, 91 procent ved at skifte til fermenteret raps og tang og 61 procent ved at bruge fermenteret sojaskrå i stedet for sojaproteinkoncentrat. De eksakte reduktioner afhænger af sammensætningen af besætningens foderblandinger, anfører European Protein, der foruden en fabrik i Danmark også er etableret i USA og Ukraine.

Beregningerne fra Bureau Veritas er foretaget ud fra den såkaldte PEF-metode, der fastlægges af EU-Kommissionen og sikrer, at foderkomponenternes klimaaftryk kan sammenlignes på tværs.

Faktaboks

Klimaaftryk

  • EP100i, der er fermenteret rapsskrå, har 0,733 kilo CO2e/kilo foder med Land Use Change. EP199 med fermenteret rapsskrå og tang er på samme niveau, mens konventionelt sojaproteinkoncentrat har 8,65 kilo CO2e/kilo foder. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle