Svineproducenter lancerer MRSA-strategi

Ny MRSA-strategi skal nedsætte svineproducenters antibiotikaforbrug med yderligere ti procent, lyder det fra Videncenter for Svineproduktion.

Forskningsniveauet skal op, og antibiotikaforbruget skal ned. Det er indholdet i en ny strategi, som Videncenter for Svineproduktion netop har lanceret med henblik på at stoppe spredningen af MRSA CC398. 

"Vi har i den danske svineproduktion nedsat antibiotikaforbruget med ti procent siden 2010. Selvom det bliver en udfordring, så vil vi reducere forbruget med yderlige ti procent inden 2020. Vi har for to måneder siden besluttet, at vi i løbet af det næste år vil halvere brugen af stoffet tetracyklin, og denne plan er en opfølgning på dette markante tiltag," siger Claus Fertin, direktør i VSP, i en pressemeddelse.

"Vi kan ikke fjerne MRSA ved at nedsætte antibiotikaforbruget, men vi kan allerede nu tage ansvar for fremtidens resistensproblematikker og forhåbentlig på den måde være med til at vise vejen for andre lande med et væsentligt større forbrug end Danmark."

Videndeling på tværs af grænser 

Både i Danmark, Sydeuropa og Asien har man udfordringer med stafylokokker, som er resistente over for de mest almindelige antibiotika. Fælles for landenes udfordringer med MRSA-bakterier er, at ingen har endegyldige svar på, hvordan man stopper udbredelsen af de resistente bakterier, bemærker VSP.

Derfor vil VSP i løbet af foråret invitere til en stor international konference, hvor forskere, læger, dyrlæger og andre relevante kapaciteter skal udveksle erfaringer og forhåbentlig finde ny inspiration til at bekæmpe resistente bakterier. Ikke bare i svineproduktionen, men i hele samfundet.

"Der er ingen, der hellere vil komme disse bakterier til livs, end danske svineproducenter. Men vi løser ikke problemerne alene i Danmark. Derfor er det internationale perspektiv helt afgørende for succes. Her vil jeg gerne opfordre vores fødevareminister til at presse på i EU for at sætte resistensproblematikken på dagsordenen. Også i de lande hvor resistente bakterier ikke er højt på den politiske dagsorden," siger Claus Fertin.

Millioner til forskning 

Svineafgiftsfonden, der administreres af Landbrug & Fødevarer, har netop bevilget 2,4 millioner kroner til tre konkrete forskningsprojekter. De skal blandt andet undersøge, hvor udbredt MRSA CC398 er blandt andre dyregrupper som heste og slagtekalve.

Det er ikke tidligere undersøgt i Danmark, men ifølge VSP kan det have betydning for at bryde smittevejene fra svineproduktionen til det øvrige samfund. Et andet projekt skal undersøge smittespredningen fra svineproduktionen via mennesker og ind på landets hospitaler og dermed minimere denne risiko.

"Helt generelt mangler vi viden om MRSA CC398, og det skal vi selvfølgelig tilvejebringe, så vi kan sætte den rigtige indsats i gang i stedet for at træffe beslutninger, der ikke hviler på et fagligt grundlag. Vi kommer ikke MRSA til livs med et snuptag, og faktisk tror jeg ikke på, at MRSA kan udryddes i Danmark, så længe vi lever i en verden, hvor dyr, mennesker og varer krydser mange landegrænser. Men vi skal gøre, hvad der er muligt for at isolere MRSA CC398 til svineproduktionen og selvfølgelig nedsætte forekomsten," siger Claus Fertin.

 

Faktaboks

MRSA står for Methicillin-Resistente Staphylococcus Aureus.

En særlig afart af disse bakterier hedder CC398 og forekommer blandt andet hos svin.

Stafylokokkerne kan behandles, men det er nødvendigt at bruge andre præparater end de mest almindelige former for antibiotika.

I løbet af de seneste to år er mere end 700 danskere døde af almindelige stafylokokinfektioner. I samme periode er fem døde af MRSA CC398.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle