Ugen på spidsen: Hvad vil du vælge - få robuste grise eller et stort kuld?

Denne artikel er normalt forbeholdt abonnenter på Svin Plus. Vi har valgt, at du i dag kan læse artiklen uden login.

Jeg hører ofte svineproducenter sige, at det ville være nemmere med 16 fremfor 17 eller 18 levendefødte pr. kuld.

Der er meget arbejde forbundet med de sidste par grise i kuldet, og de medvirker jo i høj grad til, at behovet for ammesøer stiger, og at pladsen i smågrisestaldene er for knap.

Det samme gør sig gældende omkring fravænningsalder og fravænningsvægt, der er under pres i mange besætninger.

At fravænne grise på for eksempel 24 dage fremfor 28 eller 30 dage har naturligvis den konsekvens, at indsatsen i smågrisestalden omkring fodring og pasning skal være endnu bedre, end den ellers behøvede at være. Lav fravænningsalder gør det også vanskeligere, at opnå en høj tilvækst og holde foderomkostningerne nede.

Man kan på en måde kalde problemerne for selvforskyldte i og med, at de er en konsekvens af avlsmålene i Danmark de seneste 10-15 år.

Men der er efter alt at dømme avlsselskaber på vej til Danmark, der har en anden vægtning af avlsmålene.

På den måde bliver der de kommende år i højere grad et frit valg at foretage omkring avlen: Få, men mere robuste pattegrise eller så mange grise pr. kuld som muligt? Det er noget den enkelte svineproducent må gøre op med sig selv.

Indtil for få år siden satsede DanAvl på levendefødte (i form af LG5), og har hævdet, at det gav den bedste produktionsøkonomi.

Den påstand kan snart blive udfordret. Om ikke andet så får svineproducenterne flere valgmuligheder, og det vil så vise sig, hvor mange svineproducenter der vil satse på færre, men mere livskraftige grise, og i hvor høj grad de kan klare sig med mindre arbejdskraft og billigere foder.

Det bliver spændende at følge.