VSP: Duroc er bedre end Pietrain i soholdet

Duroc sætter Pietrain til vægs i ny dansk undersøgelse – treracekrydsningsgrise med Duroc-far er stærkere og flere overlever i farestalden. Det giver fordele både i forhold til dyrevelfærd og i arbejdet for at opnå god rentabilitet i produktionen, melder Seges VSP.

En netop afsluttet undersøgelse foretaget af Seges Videncenter for Svineproduktion viser, at DanAvl-Duroc er den bedste race at anvende som faderdyr i dansk svineproduktion. Det skriver Seges VSP i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen har i en periode på to år sammenlignet Duroc og Pietrain som far-racer i to so-besætninger.

Flere overlevende grise med Duroc

Der var i gennemsnit 15,1 levende grise per kuld fem dage efter faring, der hvor Duroc blev anvendt som faderdyr, og 14,8, hvor der blev anvendt Pietrain – det er endda på trods af, at der var færre totalfødte per kuld med Duroc (18,0) end med Pietrain (18,7).

”Resultatet af vores undersøgelse viser, at dødeligheden hos pattegrisene i gennemsnit er 15 procent højere med Pietrain som faderdyr, end med Duroc. Det er noget, man kan mærke i et sohold – både på rentabiliteten og dyrevelfærden.” siger direktør i Seges Videncenter for Svineproduktion, Claus Fertin.

DanAvl bygger på Duroc

Duroc har længe været den foretrukne race i det danske avlsprogram og dermed i DanAvl, og det vil den også være fremover. Resultaterne af denne undersøgelse bekræfter, at den danske svineavl med Duroc har et rigtigt stærkt kort på far-siden, når man taler om frugtbarhed og overlevelse blandt de fødte grise, skriver VSP.

”Det, at vi tester os selv og vores valg på denne måde, er vores kunders garanti for, at vi konstant kan levere højeste kvalitet i vores avlsprogram og i de produkter, vi sælger i DanAvl. Vi risikerer ikke at falde bagud pga. vanetænkning, når vi hele tiden holder os på tæerne med undersøgelser som denne,” siger Claus Fertin.

Undersøgelse med høj validitet

Begge besætninger i undersøgelsen havde både Pietrain og Duroc i produktionen, så sammenligningsgrundlaget mht. management og besætningsforhold er ens. Begge besætninger har DanAvl-søer.

I undersøgelsen blev der i alt produceret 60.000 grise i de to besætninger. Det giver ifølge Seges VSP en høj validitet med så mange producerede grise, og det udelukker, at der kan være tale om tilfældigheder i resultaterne.

I 2017 udfører Seges VSP en tilsvarende undersøgelse i slagtesvinebesætninger, hvor Duroc matches op mod Pietrain.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle