Gæmelke er ny næstformand i L&F Gris

H.C. Gæmelke afløser Allan V. Pedersen på næstformandsposten hos L&F Gris efter konstituering.

Erik Larsen fortsætter på formandsposten hos Landbrug & Fødevarer Gris, men på næstformandsposten er Allan V. Pedersen erstattet af H.C. Gæmelke.

Det sker efter Allan V. Pedersen valgte at træde ud af bestyrelsen tilbage ved Landsmødet 9. januar.

H.C. Gæmelke er ikke et nyt ansigt i landmandskredse, da han i forvejen er formand for Jysk Landbrug, Sagro og Taskforce Markvand, men i L&F Gris-bestyrelsen er han et nyt ansigt, der efter en konstituering altså nu indtager næstformandsposten.

- H.C. Gæmelke er en rigtig stærk kandidat, og derfor er vi i bestyrelsen glade for, at han har lyst til at stille op som næstformand. Han har en stærk og velkendt stemme i branchen og kommer allerede med en del bestyrelseserfaring, siger Erik Larsen.

Hos H.C. Gæmelke er der også glæde over, at han nu kan tage fat i det politiske arbejde i sektorbestyrelsen:

- Vi skal som griseproducenter gå forrest og vise, hvad vi kan som branche. Vi er nemlig nogle af dem i verden, der er bedst til at producere kvalitetskød med fokus på klima, dyrevelfærd og lavt antibiotikaforbrug. Vi har meget at skulle have sagt, og derfor glæder jeg mig til at føre det politiske arbejde videre for dansk griseproduktion, forklarer H.C. Gæmelke, der driver Røj Landbrug mellem Vejen og Kolding med 500 søer og full-line-produktion.

Han er uddannet agrarøkonom og har været selvstændig landmand siden 2007.

L&F Gris-bestyrelsen har foruden ny næstformand også fået nye medlemmer, efter Palle Joest Andersen og Ulrik Bremholm, der sad på Danske Svineslagteriers to mandater i bestyrelsen, valgte at træde ud. 

De er blevet erstattet af Jonas Würtz Midtgård og Kim Kjær Knudsen - begge to velkendte ansigter i grisebranchen.

42-årige Jonas Würtz Midtgård driver med brødrene Mads og Martin Mogensen Go-Gris ved Horsens med 1.000 søer og 32.000 slagtegrise. Han blev ved udgangen af 2023 en del af Danish Crowns bestyrelse.

En bestyrelsespost hos Danish Crown har 38-årige Kim Kjær Knudsen også, der driver Allindemagle Landbrug på Sjælland. Han leverer 140.000 slagtegrise årligt.

- Både Jonas og Kim er meget fremtidsorienterede og dermed vigtige stemmer for næste generation af fremtidens griseproducenter. Jeg ser meget frem til at samarbejde med dem om det politiske arbejde og få en vigtig indsigt i, hvad der er af visioner for branchen fra dem, siger Erik Larsen.

Med udskiftningerne i bestyrelsen ser den nu således ud:

•    Erik Larsen (formand)
•    H.C. Gæmelke (næstformand – nyt medlem, valgt på Landsmødet 9. januar)
•    Kim Kjær Knudsen (nyt medlem)
•    Jonas Würtz (nyt medlem)
•    Robert Lynge Andersen (nyt medlem – valgt på Landsmødet 9. januar)
•    Stine Mikkelsen
•    Niels Jørgen Thomsen
•    Søren Foged Overgaard
•    Henrik Nielsen
•    Merete L. Andersen
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle