Høje temperaturer i Europa bremser dyretransporter

Fødevarestyrelsens eksportkontrol dumper i de her dage flere planlagte transporter, fordi de er for lange og kører gennem områder, hvor temperaturerne er over 30 grader.

Ikke alle transportvirksomheder, som kører med dyr, tager i de her dage højde for de høje temperaturer, der er i hele Europa.

Det oplever Fødevarestyrelsen, hvis eksportkontrolcenter i disse dage tilbagesender en betydelig mængde logbøger til planlagte, lange transporter, fordi virksomhederne ikke tager højde for, at transporten går igennem områder, hvor udetemperaturen overstiger 30 grader.

Fødevarestyrelsen tillader nemlig ikke transporterne, hvis temperaturen kommer over 30 grader. Det skriver styrelsen i en meddelelse.

Ved udetemperaturer over 30 grader kan der blive meget varmt på køretøjer til dyretransport, og dermed er der stor fare for, at dyrene lider overlast og i værste fald dør.

"Organisatorerne af transporter gennem de varme områder i Europa skal sikre sig, at den planlagte rute er realistisk og kan gennemføres, så temperaturen på transportmidlet under hele forsendelsen ikke overstiger 30 grader på køretøjet. Er det ikke tilfældet kan vi – af hensyn til dyrevelfærden – ikke tillade transporterne", forklarer kontorchef i fødevarestyrelsen, Camilla Brasch Andersen i meddelelsen.

Hun gør samtidig opmærksom på, at alle, der planlægger dyretransporter, både internationalt og nationalt skal tage højde for vejrudsigten under planlægningen.

Organisatorer og transportvirksomheder skal i deres planlægning, både af de lange transporter, men også ved korte, indenlandske transporter, være opmærksomme på ventilation og vand til dyrene. I varmt vejr er det en fordel at sørge for ekstra plads mellem og henover dyrene og planlægge således, at kørsel i de varmeste timer på dagen undgås.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle