Flere gange om ugen går Heidi T Keogh og samler skrald på en række landmænds marker. Hun er forfærdet over, hvor meget metal og affald, der bliver smidt i grøftekanterne og risikerer at ende nedpløjet på markerne.
Hun har gjort mange fantastiske fund.
Mønter der er flere hundrede år gamle. Et jernaldersmykke fra 800-tallet på en indtil da uopdaget vikingegravplads. En sølvskat på 14 sølvmønter fra år 1246, som et museum først skal til at undersøge.
Gennem de sidste par år har Heidi T. Keogh gået med metaldetektor sammen med sin mand Richard, og hun nyder at grave fortidsminderne frem fra mulden.
Men der er én ting, der kan tage glæden fra hende.
"Jeg er vildt chokeret over, hvor meget skrald vi finder", siger 40-årige Heidi T. Keogh, der bor på landet nær Sjællands Odde, og tror, at en del af skraldet især bliver kastet fra bilerne, der kører mod færgelejet ved odden.
Hun går med detektor et par gange om ugen og skiftes efter aftale til at komme på fire landmænds marker rundt om i området.
"Der ligger rigtig meget skrald derude. Det er især ud til de store veje, og det er både store stykker og helt små. Det værste er, at det kan blæse fra vejen og ind på markerne, hvor det bliver pløjet igennem og kan ende i dyrenes foder. Man har før hørt om de dyr, der nærmest er blevet flænset op indefra af metalrester", siger hun.
En goddetektorfører samler op
Ifølge Heidi T. Keogh kan hun og hendes mand samle mindst en halv spandfuld af metalrester og andet skrald, hver gang de går tur med deres metaldetektor. Parret samler nemlig også altid metal-stumperne uden værdi og andet skrald op og tager det med sig.
"En god detektorfører samler jo op", siger hun.
"Jeg synes, det er noget svineri, at folk smider deres skrald rundt omkring, men det er jo godt, det bliver samlet op, så det ikke ligger og bliver pløjet ned i marken og jorden år efter år", siger hun.
Heidi T. Keogh har derfor blot én bøn: Hun håber at alle fremover vil passe på med at smide skrald i naturen.
På deres ture samler parret i hvert fald en halv spand med skrald hver gang.
Det er især dåser, plastikflasker, kapsler og mindre stykker af metal, der dukker op, når de går og samler.
LAndmandens pengepung er fredet
Hun håber dog også, at hendes fortælling kan bløde lidt op for forholder mellem detektorfolk og landmændene.
"Mange landmænd er bange for detektorfolk, fordi de tror, at finder vi noget, så kommer nationalmuseet og graver løs", siger hun og fortsætter:
"Men det gør de jo ikke - nogle landmænd siger også nej til os, fordi de er bange for, at de selv skal betale for eventuelle udgravninger", siger Heidi T. Keogh.
Men det passer ikke påpeger hun.
"Det er museet, der betaler, og så har landmanden i øvrigt altså også ret til at sige nej", er hvad Heidi T. Keogh har oplevet.
Generelt oplever hun, at der skal ret store fund til, hvor museerne kommer ud og kigger.
Stor interesse
For Heidi T. Keogh er turene med detektoren både ren afslapning i naturen og vigtig træning for hendes balanceevne, der er svækket på grund af en sygdom.
Derfor kan den megen skrald heller ikke afskrække hende. Fundene gør det det værd at samle spand efter spand med skrald.
"Man gør sig mange tanker, når man går derude. Det er en hel livsstil at lede efter fund og samle skrald", siger hun.
"Museumsfolkene siger, at man kan gå med detektor i 10 år uden at finde de ting, som jeg har fundet", siger hun ikke uden stolthed.
Man kan ikke gå med metaldetektor uden at hente tilladelse fra grundejeren.
Heidi T. Keogh har her taget et billede af hendes mand, der undersøger et jordstykke.
Det er bare et af de fortidsfund, som parret har gjort sig.
