Indvejningen af mælk i EU stiger nu igen

I de seneste måneder er indvejningen i EU for alvor begyndt at stige igen sammenlignet med sidste år. I november er der således tale om en stigning på to procent.

Af Niels Ole Nielsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer

Ganske vist var indvejningen allerede begyndt at falde i november 2021, men indvejningen i november 2022 ligger også omkring en procent højere end i 2020. Det er primært i de store mælkeproducerende lande i EU, at mælkeproduktionen stiger mest. De allerførste tal for december tyder også på en ganske pæn stigning. I flere af de store lande uden for EU falder indvejningen dog stadig. De største fald opleves for øjeblikket i New Zealand, Australien og Argentina, mens mælkeproduktionen i USA er steget gennem flere måneder. Samlet set betyder dette, at den globale indvejning igen stiger i november, men kun med 0,2 procent.

Siden sidste efterår har den globale indvejning ellers været faldende. Efter stigninger på omkring to procent i første halvår 2021 begyndte indvejningen at falde over hele verden. Dette skyldtes første og fremmest den stigende inflation, som gjorde, at omkostningerne ved produktion af mælk blev øget og i mange tilfælde var højere end afregningsprisen. Ganske vist begyndte markedspriserne også at stige, men omkostningerne fulgte også med i mange tilfælde.

De stigende markedspriser endte således på rekordhøje niveauer i 2022. De seneste måneder er det dog begyndt at gå nedad igen. Inflationen har gjort mejeriprodukter så dyre, at efterspørgslen er mindsket i en tid, hvor mange har skullet spare. Sammen med den øgede indvejning har det gjort, at markedspriserne i EU siden starten af oktober er faldet et sted mellem 25 og 35 procent for smør, sød- og skummetmælkspulver samt ost. Alene i den sidste måned er der tale om et prisfald på omkring 10 procent for alle produkter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle