Kampen om resterne kan begynde

Insektproduktion har stort potentiale, men får skarp konkurrence på råvarerne fra den ombejlede biogas.

Hvorfor er potentialet i insektproduktion stort?

Den effektive produktionsform kan producere proteiner til husdyr af restprodukter, der oftest ikke egner sig direkte til foder. Derved får man forædlet et ellers uspiseligt produkt til foder til grise, kyllinger og fisk. Dermed kan der sættes hak ved bæredygtighed.

Er der slet ikke noget malurt i bægeret?

Jo, for kun omkring 10 procent af den potentielle madspild, som vurderes at kunne gå til larvefoder, må lige nu bruges, nemlig restprodukter fra fødevareindustriens primærproduktion såsom kartofler og mejeriprodukter. Her er man i hård konkurrence med biogasanlæggene, som i øjeblikket har medvind på grund af de stigende energipriser og usikkerheden om fremtiden for russisk naturgas.

Er det ikke godt med masser af biogas?

Bestemt, men kigger man på udviklingen i foderpriserne, vil det være en kærkommen håndsrækning til kyllinge- og især griseproducenterne, hvis man kunne få en ny, billig og god proteinkilde til fremtidens foderblandinger.

Hvad skal vi så håbe på, at der sker?

Forhåbentlig kvæler hypen omkring biogas og dens værdi i disse usikre energi- og gastider ikke budskabet om, at der er behov for at finde en mere rentabel, stabil og bæredygtig proteinkilde til foder til husdyr - og på sigt endda mennesker. Derfor kan man håbe, at man når frem til en gentleman-aftale, hvor de restprodukter, der egentlig er for gode til biogas, men for dårlige til husdyr, kan delvist blive forbeholdt insektproduktion.

Hvis det ikke sker, hvad vil udfaldet så være?

Så vil der være risiko for, at insektproduktionen drukner i den relativt stærke biogas-sektor herhjemme. Dermed vil det blive i udlandet og blandt de udenlandske aktører, man vil kunne overtage den spirende insekt-sektor, som er på fremdrift i det øvrige Europa og Asien. Det ville være en misset mulighed for dansk landbrugs producenters produktionsomkostninger og fortællingen om et landbrug, der selv finder svarene på en mere bæredygtig fremtid.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle