Kandidat til Årets unge landmand: "Vi vil have en bedrift i harmoni, som jeg ikke skal passe alene, og som giver overskud"

Andreas Grud gør tingene ordentligt. Han overvejer længe, hvordan alt skal gøres, og så fører han sine beslutninger ud i livet med grundighed

Ti gange var Andreas Grud på besøg på den gård ved Løkken, som han og Henriette havde kig på, inden de købte.

Ti gange overvågede han malkningen for at være sikker på, at han opdagede alle de steder, hvor noget kunne være galt.

»Vi fik da heller ingen alvorlige overraskelser«, konstaterer han.

Se: Video med Andreas Grud, der er nomineret til 'Årets unge landmand'

Gården var nøje udset. Den skulle opfylde en række betingelser, og det gjorde - og gør Maarager.

»Vi ville have en gård i harmoni. Der skulle være en fornuftig sammenhæng mellem antallet af dyr, miljøgodkendelsen og den jord, der hørte til gården. Den skulle også være så stor, at jeg ikke ville komme til at gå alene og passe køer«.

»Og så skulle stuehuset og staldene være i orden«, slår Andreas Grud fast.

Det sidste kunne gården ved Løkken ikke leve op til. Men den gemte ikke på overraskelser, som Andreas ikke havde opdaget på forhånd.

Det betød dog ikke, at der ikke skulle arbejdes.

Hvad er sparet er tjent

Gården havde været til salg i fire år og havde i et halvt år været passet af kreditforeningens ansatte, da Andreas og Henriette flyttede ind.

Driften havde i den seneste tid haft karakter af, at hvad der er sparet, er tjent. Det havde sat sine spor.

»Der skulle ryddes op overalt. Selv fra stuehuset fjernede vi en hel containerfuld, der var efterladt. Men det grundlæggende var i orden, og vi kunne nøjes med at male og lægge nye gulve«, fortæller parret.

Se: Video med Andreas Grud, der er nomineret til 'Årets unge landmand'

Anderledes så det ud især i den ene af staldene.

»Jeg tror ikke, der er en bolt, vi ikke har haft løsnet og monteret igen. Stolper var begyndt at knække, og alt var rustet sammen. Ingen af de andre, der havde set på gården, havde overvejet at sætte inventaret i stand. De ville bare sætte nyt ind. Vi reparerede og brugte timer på det, men sparede også en masse penge«, forklarer Andreas Grud.

I alt satte parret 1,5 millioner kroner af til investeringer og ekstraordinær vedligeholdelse det første år.

Den beregning har vist sig at holde.

På det tekniske område er de blevet overraskede over en traktor, der var rigtig slidt efter 5.000 timer.

»Jeg har i stedet købt en selvkørende fuldfoderblander. Det tog et halvt år, før jeg besluttede mig efter at have undersøgt markedet«.

Grundlag smuldrede

Det var ellers ikke de lyseste udsigter, Andreas og Henriette havde, da de begyndte at arbejde med at lave budgetter for gården.

»Afregningen faldt hele tiden, og køernes ydelse faldt også. Så budgettet skulle laves om mange gange. Vi skulle også overbevise banken om, at køernes ydelse ikke steg med det samme, bare fordi jeg begyndte at passe dem. Så hurtigt går det ikke, men det er taknemmeligt at sætte ind i et budget«, siger Andreas, der holdt fast i, at budgettet skulle være realistisk.

»Vi fik foderbeholdningen billigt og havde et nulpunkt sidste år på 1,86 kroner for at fremstille et kilo mælk. I år er nulpunktet omkring to kroner«, fortsætter han.

Stod fast på rente

Også på et andet punkt stod Andreas fast.

»Vi vil have det sådan, at en del af vores lån er fast forrentede og med afdrag. Det skal bedriften kunne bære, og det er med til at give sikkerhed. Ingen ved, hvor renten bevæger sig hen, men med den aktivitet, der er uden for landbruget, tror jeg, den vil stige i de kommende år«, vurderer han.

I alt 60 procent af kreditforeningslånene er fast forrentede.

»Den ekstra omkostning, det giver nu, giver jeg ud med glæde«, siger Andreas.

»Men det var ikke noget, rådgiverne rådede os til. Tværtimod«.

Det kommende år bliver roer en del af afgrøden. De skal fodres direkte til køerne i sæsonen, men ikke ensileres, fordi det går ud over foderværdien.

Se: Video med Andreas Grud, der er nomineret til 'Årets unge landmand'

------------------------------------------

Jeg er landmand fordi...

  • "...jeg kan godt lide at være selvstændig. Idéerne vælter hele tiden frem. Når jeg er mig selv, kan få lov til at føre dem ud i livet. Det kan man ikke på samme måde, hvis man er ansat."
  • "...jeg kan lide at se stedet udvikle sig og gøre produktionen bedre. Jeg prøver at være så dygtig som overhovedet muligt og at kunne mine ting."
  • "...det er en fordel, at man kan udvikle i sit eget tempo. Vi skal ikke vokse for hurtigt. Jeg har oplevet for mange, der presser alting for meget."

Derfor kandidat

  • Andreas har haft en god prioritering af sin indsats fra overtagelsen, dels på baggrund af kendskabet før overtagelse, dels erfaring og dels faglig kompetence. Der blev således sat hårdt ind på bl.a. reproduktion, håndtering af dyr og optimering af staldinventar.
  • Trods en etablering på et tidspunkt, hvor mælkeprisen var nede og vende under 2 kr., blev der opnået et regnskabsresultat med positiv konsolidering, for de første otte måneders drift.
  • Der er budget for 2017 med en positiv konsolidering på ca. 1. mio. kr. Positiv afvigelse på ca. 200.000 kr. første 7 måneder.

3 gode råd

  • Hold fast: Hold fast i dine krav over for bank og kreditforening, og accepter ikke alle deres forslag.
  • Sikkerhed: Vær sikker på, at bedriften kan bære fast forrentede lån med afdrag.
  • Overskud: Lad være med at investere i noget, der ikke ser ud til at kunne give overskud. Vær realistisk med budgetterne i stedet for at forfalde til at pynte på dem. Et budget er en aftale, man laver med pengeinstituttet, og det er bedre at lave et budget, der giver dårligt resultat end ikke at kunne leve op til budgettet.

5 år fra nu

  • Sand: Vi har sand hos køer og goldkøer. Det skal vi også have hos kvierne.
  • Måske flere køer: Vi har søgt miljøgodkendelse til 200 køer mere. Men om vi udnytter den, afhænger af de muligheder, der opstår i området.
  • Måske mere jord: Det afhænger af prisen og af, om det ligger, så det giver harmoni i produktionen.
  • Højere ydelse: Vi vil ikke fodre efter højere ydelse, men den kommer, når køerne bliver passet bedre.

Faktaboks

Bedriften

  • 260 malkekøer.
  • Sand i køernes sengebåse.
  • Sand i goldkøers sengebåse.
  • 185 hektar, forpagter 55 hektar.
  • To mand på arbejde i weekenden.
  • Markstak erstattet af køresilo.
  • Maskinstation laver markarbejdet.

Blå bog

  • 2009: Faglært landmand
  • 2010: Driftsleder på rumænsk landbrug med planteavl. To medarbejdere, der ikke kan engelsk. 
  • 2011: Produktionsleder
  • 2014: Regner på tre-fem ejendomme
  • 2015: Introduceres til ejendommen på Lyngby Torp
  • Maj 2016: Overtager ejendommen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle