Konkursramt staldproducent har fået ny ejer

KJ Klimateknik overtager aktiverne i konkursboerne efter Agrifarm Innovation og Agrifarm Construction.

Konkursboet efter staldproducenten Agrifarm har solgt alle aktiverne til KJ Klimateknik A/S.

Det oplyser KJ Klimateknik i en pressemeddelelse.

Agrifarm består af selskaberne Agrifarm Construction og Agrifarm Innovation. Selskaberne producerer, udvikler og opfører staldsystemer til kvæg- og grisebesætninger med særlige luftrensere. Sidstnævnte afsættes også til biogasanlæg.

Begge selskaber gik konkurs i forrige uge, efter en bankforbindelse havde indgivet en konkursbegæring.

Nu har KJ Klimateknik så købt alle aktiver, der blandt andet omfatter patentrettighederne til rensningssystemerne. 

- Ventilationsområdet har de seneste år udviklet sig til i højere grad at handle om komplette klimaløsninger. I det perspektiv passer tilførslen af Agrifarms innovative staldkoncepter og luftrenser særdeles godt ind i KJ Klimateknik, siger KJ Klimatekniks administrerende direktør, Allan Pedersen, i en pressemeddelelse.

Nøglemedarbejdere fortsætter

For at bevare knowhow og skabe en solid fremtidig drift følger flere nøglemedarbejdere med over til KJ Klimateknik, så Agrifarms kunder kan drive deres bestående anlæg. 

Alle aktiviteter og alt personale samles i KJ Klimatekniks nuværende domicil i Thorning ved Kjellerup. 

- Selvom Agrifarm i første omgang driftes som et selvstændigt selskab, giver den fysiske samling af selskaberne i samme hus en lang række synergier. Dels, at vi straks kan vidensdele med hinanden, dels at vi kan dele en række omkostninger, siger Allan Pedersen. 

Agrifarms løsninger er patenterede og optaget på Miljøstyrelsens Teknologiliste. Særlig patentrettighederne var nogle, som kurator i boet, advokat Christopher Bering fra Leoni Advokater i Viborg, forventede ville skabe interesse.

Ifølge Allan Pedersen giver netop patentrettighederne muligheder for yderligere vækst og skalering på den længere bane, hvor også biogassegmentet har et stort potentiale

Ny formand

I forbindelse med købet af Agrifarms aktiver er John Morell Frellsen samtidig indtrådt som ny bestyrelsesformand i KJ Klimateknik.

Til daglig arbejder han som virksomhedsmægler og managing partner i virksomheden Bonorum Partners. 

John Morell Frellsen afløser Claus Fertin, der er administrerende direktør i Danbred, men stopper 1. juni.

Claus Fertin har tidligere været executive director i Landbrug & Fødevarer og administrerende direktør i avlsselskabet VikingGenetics.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle