Kontrol af sprøjteforbud vil forsinke udbetaling af støtte i 2018

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen advarer: I 2018 vil et nyt sprøjteforbud på MFO-arealer forsinke udbetalingen af landbrugsstøtte til en række landmænd med græsudlæg i majs, der anvendes som miljøfokusområde (MFO).

Til næste år risikerer en række landmænd, typisk kvægproducenter med græsudlæg i majs, der anvendes som miljøfokusområde (MFO), at udbetalingen af landbrugsstøtte bliver forsinket.

Det skriver Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Årsagen er nye EU-regler, som fra 2018 forbyder brug af plantebeskyttelsesmidler på alle miljøfokusområder.

Otte uger efter høst

For MFO-efterafgrøder og MFO-græsudlæg gælder forbuddet otte uger efter høst af hovedafgrøden.

I hele denne periode udføres kontrollen af, at forbuddet er overholdt.

Alle kontroller i hele landet skal være gennemført før, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen må starte udbetalingen af landbrugsstøtte.

Sen høst - sen støtte

»Konsekvensen bliver, at de landmænd, der i 2018 anmelder MFO-græsudlæg i majs, ikke kan få udbetalt direkte arealstøtte før otte uger efter høst af alle majsmarker med MFO-græsudlæg,« skriver Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Styrelsen understreger, at det gælder hele støttebeløbet, både grundbetaling og grøn støtte.

Majs høstes ofte først i løbet af oktober måned, og kernemajs endda tit i november.

Derfor vil kontrollen af sprøjteforbuddet på majs-arealer strække sig helt ind i januar måned.

Støtte fra februar

Hvis alle majsmarker med MFO-græsudlæg er høstet inden 1. december 2018, kan landbrugsstøtten til disse landmænd blive udbetalt fra 1. februar 2019, fremgår det.

»De landmænd, der ikke anmelder MFO-græsudlæg i majs, kan forvente at få udbetalt støtten i samme takt som i 2016,« skriver Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle