Kuratorer har sjoflet værdier væk

De tidligere direktører og storaktionærer Karsten og Birgitte Olsen begriber ikke, hvordan hullet i Scan Energy blev så stort.

Tallene virker komplet forkerte. Sådan lyder reaktionerne fra ægteparret Karsten og Birgitte Olsen, tidligere storaktionærer og direktører, på milliardgælden efter konkursen i Scan Energy.

Parret blev bortvist fra deres direktørposter i 2010 og har siden kun kunnet følge »deres« virksomhed fra sidelinjen.

»Hvordan den efterfølgende ledelse, bestyrelse, rekonstruktører og kuratorer har jongleret rundt med koncernens aktiver og gældsposter er et af de bedste eksempler på, hvordan den danske konkurslovgivning af kreditorer og disses advokater kan anvendes til at tømme værdier ud af en selskabsstruktur. Dette er handlinger, vi ikke kan tage noget ansvar for,« skriver parret i en mail til LandbrugsAvisen.

Parret opholder sig ifølge egne oplysninger i det sydlige England. De seneste år har de ifølge CVR-registret haft bopæl i London. Kuratorerne i Scan Energy har dog ikke kunnet finde dem for at opkræve et tilgodehavende til boet.

Når det gælder politiets efterforskning af muligt strafansvar, har parret intet hørt, skriver de. Ej heller mener de, at efterforskningen kan være rettet mod dem.

Her henviser de blandt andet til tidligere anlagte sager om ledelsesansvar. En af sagerne endte med, at forsikringsselskabet, der havde forsikret ledelsen, betalte 22 mio. kr. i forlig til statens oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet, i 2012.

»Alle øvrige sager blev lukket uden nogen form for skyld tilkendt til vores personer. Dette gælder både for sagerne fra Finansiel Stabilitet ved Østre Landsret og de private investorer ved Retten i Lyngby,« skriver parret.

I stedet anser de kuratorernes underretning til politiet som »et forsøg på tak for sidst«.

Scan Energy havde vindmøller og solcelleanlæg i deres portefølje

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle