Landmænd får 100 millioner ekstra efter stort overskud i Danish Agro

På baggrund af Danish Agro koncernens rekordresultat i et udfordrende år har Danish Agros bestyrelse besluttet at øge overskudsdeklareringen for 2021 ud over det, som står i vedtægterne.

Andelshaverne i Danish Agro kan se frem til at få 128 mio. kr. sat i deres navn i selskabet. Fordelt mellem de 8.350 landmænd er det godt 15.000 kr. til hver i snit.

Pengene er dog ikke af den slags, der bliver udbetalt på samme måde som efterbetalingen for grise og mælk. Først når landmanden fylder 65 eller stopper med at være landmand, kan han få fingre i pengene. Indtil da må han pænt vente og stille sig tilfreds med, at beløbet blive lagt oven i de foregående års udlodninger og indgå i koncernens egenkapital. 

"På trods af vanskelige markedsvilkår har Danish Agro koncernen formået at lande et stærk resultat for 2021, hvor soliditeten er realiseret på 29,1 pct. I lyset af de svære og lidt usikre betingelser, som mange af vores medlemmer oplever i hverdagen, har vi helt ekstraordinært besluttet at øge vores overskudsdeklarering, så der udloddes i alt 128 mio. kr. til medlemmerne", siger Jørgen H. Mikkelsen, bestyrelsesformand i Danish Agro.  

Danish Agros vedtægter foreskriver, at foreningens medlemmer kan tilgodeses gennem overskudsudlodning med 10 pct. af overskuddet efter skat, når soliditeten er på mellem 25 – 30 procent.

Bestyrelsen har i år helt ekstraordinært besluttet, at udlodde 100 mio. kr. yderligere udover denne ramme.

Det gør, at der samlet bliver udloddet 128 mio. kr. til Danish Agros medlemmer.  

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle