Landmænd: Papirbøvl kvæler lysten til at have elever

For meget administration er en af grundene til at landmænd fravælger at have elever.

Lønnen er selvfølgelig en hindring. Men faktisk er papirbøvl - der optager tid og energi - for mange en stor hindring i forhold til at have landbrugselever på bedriften.

Godt hver fjerde landmand, der er stoppet med at have elever, peger på administration som en årsag. Det viser en stor undersøgelse, LandbrugsAvisen har foretaget blandt. 

En af disse landmænd er Rune Sørensen. Han følte ikke, at han blev ordentlig informeret af skolen, da han antog to voksenlærlinge på sin gård, Grantoftegaard. 

"Der var pludselig en masse ting, jeg skulle tage stilling til. Så skulle de have transporttilskud, udlandsrejse, ferie i sommerperioden. Alt som jeg skulle betale, men ikke havde fået noget at vide om. Så skulle jeg pludselig sætte penge af til det," forklarer Rune Sørensen.

Han er landmand på den øko-sociale virksomhed Grantoftegaard, hvor der er 22 ansatte. Han har tit oplevet frustrationerne inde fra bogholderiet, når de skulle tage sig af det administrative ved eleverne. 

Det skal være mere gennemsigtigt

Nick Ziegler er landmand på Hyldagergård ved Hedehusene.  Han havde sidste år to elever, men har nu kun en. Han regner ikke med at skulle have elever igen. 

"Der er mange regler, man skal sætte sig ind i. Det kan godt blive uinteressant, når man både skal have en god bankbog og tid til at hjælpe dem. Jeg synes ikke, at administrationen er værre end ved de andre ansatte, men lønkontoret tager sig af det for mig. Man har som landmand brug for hjælp udefra, med administrationen, for ellers kan man komme til at lave rigtig mange fejl," forklarer landmand Nick Ziegler. 

Rune Sørensen fra Grantoftegaard foreslår, at landbrugsskolerne kan udarbejde et afkrydsningsskema, hvor landmanden kan se alle udgifterne, der kommer med eleven. 

"Jeg synes, at studievejlederne på skolerne burde følge et regneark, så jeg hurtigt kan se, hvad en elev koster med det hele. Landmanden skal vide præcis, hvad der følger med eleven. Ellers kan det hurtigt blive et irritationsmoment bagefter," mener han. 

Han foreslår, at Arbejdsmarkedets Feriefond udbetaler feriepenge det første år, hvis eleverne ikke har optjent feriepenge det foregående år. 

Asmildkloster vejleder elever og landmænd

På Asmildkloster landbrugsskole oplever de ikke, at deres elever har problemer med at få uddannelsesaftalerne i hus. Forstander Lars Møgelbjerg Andersen forudser dog, at der vil mangle elevpladser. Derfor gør skolen meget for at vejlede omkring lønforhold, betingelser med videre ved praktikken, så landmænd og elever føler sig godt orienterede, siger han.

Som en del af erhvervsskolereformen skal skolen blandt andet lave en virksomhedstilfredshedsundersøgelse til efteråret.

"På den måde kan vi få konkrete informationer fra de landmænd vi har aftaler med, så samarbejde mellem skolen, elev og landmand kan blive yderligere udbygget," siger Lars Møgelbjerg Andersen.

Forstander: Vi hjælper

Forstanderne afviser, at den administrative del af at have en elev overstiger administrationen ved at have almindelige ansatte.

"Administration er jo aldrig fedt, men på skolen hjælper vi gerne med at udfylde papirer," siger han. 

Han henviser desuden til vejledninger på nettet – både på skolens egen hjemmeside og på Jordbrugsuddannelsernes hjemmeside. 

"Der er måske mange, der ikke er klar over, at der er vejledninger frit tilgængelige på de hjemmesider," siger han. 

Faktaboks

Sådan gjorde vi:

  • Undersøgelse af sendt til 3000 mailadresser
  • Heraf har 761 aktive landmænd svaret.
  • Undersøgelsens er baseret på et spørgeskema. 
  • Ved spørgsmålet omkring, hvorvidt landmanden har elever på sin bedrift er undersøgelsen herefter delt i to. 
  • 338 har ikke længere elever, og svarer på spørgsmål vedrørende dette.
  • 287 af de adspurgte har elever på deres bedrift i øjeblikket og fortsætter med besvarelser omkring dette.
  • 137 har aldrig haft elever, hvorfor de ikke optræder i de efterfølgende resultater.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle