Landmænd truer med at gå konkurs sammen

Bæredygtigt Landbrug vil samle landmænd for at lægge pres på bankerne.

Hvis ikke bankerne giver bedre forhold, så vil store grupper af landmænd forlade bedrifterne og aflevere nøglen. Dermed falder prisen på landbrugsjord, hvilket udhuler bankernes mulighed for at få pengene hjem. Sådan lød truslen fra Bæredygtigt Landbrug i Jyllands-Posten lige op til nytår.

"Tanken er, at vi vil samle grupper på omkring 100 landmænd og fremsætte et samlet krav på deres vegne. Når en enkelt lille, rystende landmand møder op i banken med hatten i hånden, kan det være vanskeligt at opnå noget. Hvis de møder op som en gruppe med en gæld på 2-3 mia. kr., kan der vise sig andre muligheder. Vi vil ikke lægge skjul på, at alternativet til en aftale kan være, at bankerne må overtage gårdene," siger Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, til avisen.

Han siger, at kassekreditrenter på over 10 procent til de svageste landmænd klemmer livet ud af dem. Det gør det umuligt for dem at overleve, uanset hvor hårdt de arbejder, siger han.

Bæredygtigt Landbrug opfordrer nu landmænd til at melde sig i den fælles pulje. Planen er at samle grupper på omkring 100 landmænd.

Flemming Fuglede Jørgensen erkender, at nogle landmænd har for lav, faglig standarder, og at bankerne på hjælpe dem ud af erhvervet på en anstændig måde, men resten skal have rimelige vilkår, mener han.

Direktør Jørgen A. Horwitz fra bankernes paraplyorganisation, Finansrådet, konstaterer, at renten afspejler risikoen, som banken tager. Det er op til bankerne selv, om de vil forhandle med Bæredygtigt Landbrug, siger han.

Emneord

konkurs

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle