L&F positiv overfor nyt tilskud til lavbundsjorde, men er også bekymret

Miljøstyrelsen åbnede mandag ny tilskudsordning for lavbundsjorder. I Landbrug & Fødevarer ser man positivt på ordningen, men er også bekymret for om ordningen vil give den nødvendige effekt.

Mandag åbnede den nye tilskudsordning til lavbundsjorder, der skal spille nøglerolle i klimakampen. Går alt efter planen fører ordningen, der hører hjemme i Miljøstyrelsen, til udtagning af 2.000 hektar landrugsjord og til, at klimaet skånes for 30.000 tons CO2 i 2030.

Der er i alt afsat 255,5 mio.kr. til den nye tilskudsordning til klima-lavbund i 2021 og 2022. Beløbet skal dække kompensation til lodsejere og projektering og anlæg. 

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Hos Landbrug & Fødevarer mener man, at det er positivt at man nu kommer i gang med en konkret ordning.

"Vi har siden Finanslovsaftalen i december 2019 ventet på, at Miljøstyrelsen lancerede en konkret ordning. For udtagning af kulstofrige lavbundsjorde er et af de vigtigste og mest omkostningseffektive klimaredskaber, vi har i Danmark. Ifølge Klimarådet kan det bidrage med op mod en femtedel af den CO2-reduktion, Danmark har brug for, hvis man skal nå 70 pct.-målet i 2030. ", siger Niels Peter Nørring, Klimadirektør i L&F i en mailkommentar til landbrugsavisen.dk.

Alligevel er L&F bekymrede  for at ordningen ikke vil give den nødvendige effekt.

"Vi er dog bekymrede for, at ordningen ikke vil give den fremdrift i udtagning, som ønskes, da der stadig er en række forhold og mangler, som gør, at ordningen bliver bøvlet og ikke giver nok incitament for lodsejeren til at udtage sin jord. Det gælder bl.a. at kompensationssatserne er for lave, og at ordningen ikke giver mulighed for jordfordeling", siger Niels Peter Nørring.. 

"Og så er det helt nødvendigt, at man åbner op for at anvende udtagningskonsulenter til at være fødselshjælpere på projekterne", mener han. 

Ifølge Miljøstyrelsen er den nye Klima-Lavbundsordning er opbygget, så enkelt som muligt, hvilket giver en række fordele for lodsejerne:

  • Lodsejerne får hele kompensationen udbetalt på én gang, når projektet er etableret.
  • Klima-lavbundsprojekter kan integrere flere tiltag under ét tilsagn og ét tilskud, det kan fx være tiltag til forbedring af natur-og vandmiljø, klimatilpasning og friluftsliv.
  • Klima-lavbundsordningen kan søges af individuelle lodsejere. Hvis flere går sammen om et projekt, kan kommunen lave ansøgningen.

Du kan læse mere om ordningen på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Den 4. februar holder Miljøstyrelsen digitalt informationsmøde om den nye lavbundsordning.


 
 


 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle