L&F reagerer på anbefalinger om CO2-afgift: Fokus bør være på reel grøn omstilling

L&F mener delrapport er solidt grundlag for ny CO2-afgift, men påpeger en række problemstillinger, der skal tages hensyn til.

Tirsdag landede første delrapport med anbefalinger til en ny Co2-afgift fra regeringens ekspertudvalg.

Hos L&F bemærker man, at denne første delrapport ikke har fokus på landbrugssektoren, men på industri. 

"Vi hilser den første delrapport, som ikke omfatter landbrugets biologiske processer, velkommen. Der er tale om et solidt grundlag for de politiske forhandlinger", siger  Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer i en skriftlig kommentar.

"Det er en historisk vision vi arbejder henimod. At skabe reel grøn omstilling af Danmark bliver bestemt ikke nemt, men vi håber på en bred aftale, som sikrer stabile rammer, og giver mulighed for langsigtede investeringer i dansk erhvervsliv", fortsætter han.

En ting står meget klart i rapporten, der lister 3 forskellige modeller, nemlig at der ikke er en enkelt måde at opnå en CO2-reduktion på 70 procent, der samtidig opfylder alle principperne i klimaloven.  

"Der er mange hensyn, som ekspertgruppen skal balancere. Overliggeren for det hele må være at skabe reel, grøn omstilling, hvor vi sikrer fortsat udvikling af klimaløsninger her i Danmark. Klimaløsninger, som vi senere vil kunne eksportere til hele verden, som det er sket med vindmølleindustrien", siger Niels Peter Nørring.

Han påpeger, at i model tre har ekspertgruppen fokus på investering i omstilling af virksomhederne i stedet for at afvikle dem.

"Det er den tilgang vi hele tiden skal have for øje. Men ingen af modellerne undgår en betydeligt CO2-lækage til udlandet, og det er afgørende, at politikerne forholder sig til den problemstilling", siger han. 

I ekspertgruppens rapport fremgår det desuden, ifølge Landbrug & Fødevarer, at mellem en tredje- og fjerdedel af tabte arbejdspladser findes i primærproduktionen.

"Det er arbejdspladser, som i dag findes i landdistrikterne. Vi vil stå fast på, at den udfordring bliver taget seriøst. Det er ikke rimeligt, at landdistrikterne bliver dem, som primært skal betale for den grønne omstilling gennem tabte arbejdspladser og generel afvikling", siger Niels Peter Nørring. 

Til sidst mener han, at det er positivt, at ekspertgruppen har fokus på støtte til udvikling i sektorerne, men der mangler fokus på de sektorer, som ikke kan gøre brug af CO2-fangst.

"Vi kan ikke sætte en CO2-opsamler på traktorens udstødning, så derfor skal der gives anden støtte til den grønne omstilling i sektorer, som ikke kan bruge den teknologi", siger han og fortsætter:  

"For at sikre lige konkurrencevilkår i EU, må der selvfølgelig ikke lægges afgifter på fødevarevirksomheder, som er under kvotesektoren og allerede betaler for udledninger af CO2.  Desuden er det vigtigt at provenuet fra afgifterne ikke bruges på selskabsskatten, men i stedet geninvesteres i virksomhederne". 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle