Biogas Danmark advarer: Ekspertudvalgs anbefaling vil bremse grøn omstilling

Regeringens ekspertudvalg anbefaler i sin nye rapport, at biogas pålægges en stigende CO2-afgift, men det vil bremse den grønne omstilling, lyder det fra Biogas Danmark.

Regeringens ekspertgruppe, der i dag har lanceret forskellige bud på modeller for en fremtidig CO2-afgift, fremmer ikke den grønne omstilling.

Det er budskabet fra Biogas Danmarks formand Henrik Høegh i en pressemeddelsel, efter ekspertgruppen i dag er kommet med sin første delrapport.

Med udsigten til en stigende CO2-afgift, der også vil påvirke biogas på gasnettet, er der nemlig en betydelig risiko for, at den grønne omstilling af det danske gasforbrug vil slå fejl, da det vil fjerne virksomhedernes incitament til at skifte fra fossil naturgas til klimaneutral biogas.

Løsningen er, at virksomheder, der køber klimavenlig biogas, skal have refunderet CO2-afgiften, lyder det fra Biogas Danmark.

"Vi har verdens grønneste gasnet, hvor gassen udvikler sig lige så klimavenlig som strømmen i vores elnet. Derfor er det helt tosset at gøre klimaneutral biogas dyrere med en CO2-afgift", siger han ifølge pressemeddelsen og fortsætter:

"Det vil bremse udviklingen af grøn forsyningssikkerhed i energiproduktionen og den grønne omstilling af vores produktionsvirksomheder og tunge transport, hvilket vil koste vækst, udvikling og danske arbejdspladser navnlig i landdistrikterne,” siger Henrik Høegh.

Allerede i dag beror biogasanlæggenes økonomi i udstrakt grad på, at virksomheder betaler for at få biogas.

Dansk erhvervslivs interesse for klimavenlig biogas er stigende, hvor produktionsvirksomheder som eksempelvis Rockwool, teglværkerne, Aalborg Portland og sukkerfabrikkerne på Lolland-Falster vil have biogas til deres grønne omstilling. Det samme gælder i transportbranchen, hvor Arla, Netto, Rema 1000 og nogle af de store vognmænd er begyndt at køre på biogas.

Gør som i Sverige og Tyskland

På trods af den stigende efterspørgsel fra danske virksomheder, går hovedparten af biogassen i dag til udenlandske virksomheder i eksempelvis Sverige og Tyskland, hvor virksomheder får CO2-afgiften refunderet, når de er dokumenteret med oprindelsesgarantier fra Danmark.

"Med en CO2-afgift på biogas risikerer Danmark at blive en fossil ø i Norden, hvor vores nabolande Sverige og Tyskland er langt grønnere. Der er derfor behov for intelligente løsninger, som sikrer, at en stigende dansk CO2-afgift understøtter både den grønne omstilling, virksomhedernes konkurrenceevne og jobskabelsen i Danmar", siger Henrik Høegh.

Biogas Danmark opfordrer til, at regeringen og ekspertgruppen lader sig inspirere af vores nabolande Sverige og Tyskland. Her kan virksomheder opnå afgiftsrefusion for CO2-afgift med en oprindelsesgaranti for biogas sammen med et bæredygtighedscertifikat, der dokumenterer, at biogassen ikke er produceret med energiafgrøder.

"Vores nabolande som Sverige og Tyskland har knækket koden hvad angår biogas og CO2-afgift, og de oplever en hastigere grøn omstilling af bl.a. den tunge vejtransport. Imens står Danmark tilbage på perronen, fordi den førte politik ikke er ambitiøs nok. Det bør vi kunne gøre bedre", lyder det fra Henrik Høegh.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle