Mælkeproducent kan og vil selv: Han har for meget handelsblod til andelsselskaberne

Joost Oppers indrømmer gerne, at det kræver en vis robusthed over for stress at være mejeridirektør.

Mejeriet Sømælk, som han har ejet og drevet med hjælp fra en kørselsleder i nu 11 år, ejer nemlig ingen buffertank eller anden form for midlertidig p-plads til mælk.

Derfor skal der være afsætning på samtlige kilo til mejerier i Danmark og Tyskland, når tankbilen kører ud for at hente hos de 24 leverandører.

"Jeg har ikke oplevet endnu, at vi ikke havde en køber", konstaterer mejerimanden, der selv er mælkeproducent på Søvang ved Sdr. Felding og også afsætter al sin mælk fra de 575 køer på gården via Sømælk.

"Det skal helst være en god forretning for vores leverandører. Det er jo derfor, Sømælk startede i sin tid", forklarer landmanden.

Joost Oppers var med i det, der blev kaldt ’rebellerne’ og ’udbryderne fra Arla’, da de i protest startede Danish Dairy i 2007, da spotpriserne i Tyskland lå langt over det danske niveau. Initiativet gik dog i sig selv under to år senere, efter de tyske priser faldt som en sten.

Udbrudsforsøget havde dog givet Joost Oppers så meget blod på tanden, at han i 2010 var klar med sit eget Sømælk.

"Jeg har nok noget handelsblod i mig. At give noget væk og så se tre uger senere, hvad jeg får i løn, det er ikke mig", forklarer han.

Ved siden af Sømælk og mælkeproduktionen har han da også virksomheden Jooma med tre ansatte, der sælger landbrugsmaskiner og driver vognmandsforretning.

I dag kører Sømælk midt på vejen i fast gænge. Sådan var det dog langtfra i starten.

"Det har bestemt ikke været nemt. Nogle af de store var ikke interesserede i, at der kom en anden. Derfor går det tit bedst, når man flyver under radaren", forklarer han om årsagen til, at han har været ordknap om Sømælk offentligt.

Afregner hver uge

Med 24 mælkeproducenter, heraf en med geder, og omkring 40 mio. kg mælk til Sømælk om året er Sømælk et af de absolut mindste medlemmer i Mejeriforeningen, hvor selskabet handler på kryds og tværs med de øvrige, langt større mejerier.

Mælken fra gårdene, der ligger fra Skive og helt ned til grænsen plus en enkelt på Fyn, distribuerer Sømælk til de danske og to tyske mejerier, der på daglig basis - og nogle gange med kort varsel - efterspørger større eller mindre mængder af de syv forskellige mælketyper, herunder både øko og konventionel, kosher, non-GM og gedemælk, som Sømælk har..

"Hvis der er afsætning, vil vi gerne vækste. Men vi kan slet ikke tage bare en procentdel af det, vi bliver tilbudt", forklarer mejeri-ejeren og tilføjer:

"Vi har været meget højere op i indvejning. Da Arla lavede om for et par år siden, så de ville have penge for indmeldelse, gik flere tilbage, fordi deres bank sagde, at ’nu var det nu, de skulle flytte’".

Kan det betale sig at stå udenfor?

"Vores mælk bliver afregnet hver uge. Vores pris svinger lidt mere end andre mejeriers, fordi det kommer an på, hvor vi kan afsætte mælken. Men udsvingene er som regel inden for 10 øre".

Er I konkurrencedygtige?

"Det må vi da være, siden de bliver. For os er afregningen et enkelt ark. Og vi har hele tiden en løbende aftale 3 måneder frem. Jeg gider ikke have folk, der er sure på mig. Så hellere finde ud af at gå hver til sit".

Er mest landmand

Hollandske Joost Oppers og hans hustru kom til Danmark i 1997 og købte i 1998 Søvang ved Sdr. Felding. Dengang var der 56 hektar og 59 køer, som de malkede i bindestald i fire år. Siden har de ti-doblet bedriften til de nu 575 køer.

"Vi har lige sendt miljøansøgning ind. Vi skal op til 900 køer og bygge et nyt malkecenter", forklarer producenten.

Ud over Søvang driver han to gårde med kviehoteller, hvor tyske investorer har skudt penge i selskaberne.

To af de fire børn er nu ved at uddanne sig til landmænd. Om de skal overtage Søvang en dag, er endnu ikke afgjort. Men Joost Oppers er allerede nu som 48-årig ved at gøre klar.

"Vi er i gang med at gøre klar til at lægge om til et Aps frem for enkeltmandsvirksomhed. Vi gør det, fordi vi kan og gerne vil have det på plads, før vi udvider. Jeg har altid sagt, at når jeg var 50, så skulle jeg ikke eje noget i personligt ejerskab", smiler han.

Et farvel til mælkeproduktionen, til mejeriet eller til nogen af de andre projekter, som Joost Oppers har gang i, kan han ikke forestille sig. Dagene er lange, men han hverken begræder eller beklager.

"Hvis man spørger mig, er jeg landmand. Jeg fodrer selv kl. 4 og spiser med folkene kl. 8. Så ser vi, hvordan resten af dagen er. Om jeg skal hjælpe i stalden, sælge en maskine, eller om hvad der er brug for".

"Jeg har Danmarks skønneste og bedste job".