Massive BMG-tab gør det svært for utilfredse landmænd

En gruppe utilfredse landmænd ønsker at skifte kurator i BMG-sagen, men det kan blive ganske vanskeligt pga. de store tab i boet.

Tirsdag kunne Landbrugsavisen.dk skrive, at de forventede tab i BMG-boet løber op i 139 mio. kr

Det lægger et stort pres på de utilfredse landmænd, der med Bæredygtigt Landbrug og Østlige Øers landboforening i spidsen, den sidste uges tid har forsøgt at få indsat en ny kurator i boet.

For hvis de skal lykkes med det, skal de nemlig repræsentere halvdelen af de samlede krav i boet.

Ifølge BL's direktør Hans Aarestrup har de 56 utilfredse landmænd indberettet et krav på 47 mio. kr., hvor af meget af det er uden moms, hvilket bringer kravet op i nærheden af 55 mio. kr. med moms.

Der er dog stadig langt op til halvdelen af det samlede bo, som ligger omkring 70 mio. kr.

Det får dog ikke gruppen til at ryste på hånden, lyder det fra BL-direktøren.  

"Vores bestræbelser har hele tiden gået på at få indsat en kurator uden tætte bånd til banken, og det er der naturligvis ikke ændret på", lyder det fra Hans Aarestrup i en skriftig kommentar, hvor han fortsætter:

"Uanset hvor meget der bliver til overs, skylder landmændene sig selv, at de ved, der er blevet gjort, hvad der er muligt for at sikre størst mulig dividende til landmændene, og at de skøn, der nødvendigvis må foretages, sker under skyldig hensyntagen til alle kreditorer".

Kurator: Vi repræsenterer landmænd

De nuværende kuratorer, nemlig Torben Korsager fra Interlex Advokater og Søren Christensen Volder fra BechBruun blev indsat på konkursdagen for BMG af netop Spar Nord og en række landmænd, der stod til tab.

Her er der ikke meget forståelse for ønsket om at skifte. Men man erkender, at det er kreditorernes ret at forsøge.

Med opgørelsen over, at de samlede tab er så store, bliver det noget sværere for landmændene at få skiftet kurator?

"Det tror jeg, at du har ret i. Men der er også ganske mange landmænd, der støtter op om de nuværende kuratorer. Der er mange landmænd, der er vældig godt tilfredse med den bobehandling, der foregår", konstaterer Søren Christensen Volder.

Emneord

BMG

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle