Minister barsler med ny bekendtgørelse om grisetransporter

Udkastet til bekendtgørelsen vil indeholde en afdækning af de erhvervsøkonomiske konsekvenser med henblik på fastsættelse af en passende overgangsperiode.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) varsler nu, at der arbejdes på en ny bekendtgørelse om højdekrav for transporter af levende grise, der vejer mindre end 40 kilo. 

Det er planen, at bekendtgørelsen kan træde i kraft fra 2024, skriver Altinget.

I et svar til Folketinget skriver Jacob Jensen, at udkastet til bekendtgørelsen vil indeholde en afdækning af de erhvervsøkonomiske konsekvenser med henblik på fastsættelse af en passende overgangsperiode.

Diskussionen om højdekrav på grisetransporterne stammer fra en politisk aftale fra 2018. 

Her besluttede den daværende VLAK-regering sammen med Dansk Folkeparti at indføre indvendige krav til loftshøjden på transporterne af grise under 40 kg, da eksporten af denne vægtklasse er vokset i Danmark.

Formålet var at leve op til krav fra EU om, at dyr på transporter skal sikres tilstrækkelig ventilation og plads af dyrevelfærdshensyn.

Men i sommeren 2020 trak den nye socialdemokratiske regering den oprindelige bekendtgørelse en uge inden den skulle træde i kraft.

Det skete efter massiv kritik fra landbruget.

Kritikken gik især på manglende beregninger af de erhvervsøkonomiske omkostninger samt et – ifølge branchen manglende fagligt grundlag for fastsættelsen af loftshøjderne.

/brahe

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle