Minkavlere får forhøjet bonus for at slå mink hurtigt ihjel

I politisk aftale får minkavlere en tempobonus på 30 kroner per mink. Tidligere var betalingen 20 kroner.

Regeringen og aftaleparterne er blevet enige om en ekstra økonomisk gevinst til de hundredvis af minkavlere, som de seneste uger har slået deres besætning ned eller er i gang med at gøre det.

De vil få en tempobonus på 30 kroner per mink, der er slået ihjel inden 19. november - altså torsdag.

Det blev et rødt politisk flertal enige om mandag aften i en aftale, hvor det samtidig blev aftalt, at alle mink i Danmark skal aflives.

Tidligere havde regeringen lagt op til, at der ville blive udbetalt en tempobonus på 20 kroner per mink.

For avlere i syv nordjyske kommuner, som inden 12. november havde aflivet deres mink, vil der være en yderligere bonus på 10 kroner - altså 40 kroner i alt.

For en avler med 10.000 mink vil bonussen dermed kunne udløse 300.000-400.000 kroner.

Regeringen forventer, at tempobonussen samlet vil koste statskassen omkring 420 millioner kroner.

Derudover ventes det at koste staten 875 millioner kroner at aflive, bortskaffe og rengøre minkfarmene i forbindelse med aflivningen.

Den helt store regning i forbindelse med aflivningen udestår dog, da der endnu ikke er en aftale på plads om, hvor meget minkavlerne skal have i erstatning for, at de ikke kan køre videre med deres erhverv.

Der var ifølge Fødevarestyrelsen i alt 14 millioner mink i Danmark, før aflivningen startede.

Mandag var status, at 8,8 millioner mink er blevet aflivet på smittede farme eller farme, der ligger op til 7,8 kilometer fra farmene. Det oplyste Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen oplyser ikke, hvor langt man er med aflivningen på farme uden for sikkerhedsgrænsen.

Det var 4. november, at regeringen meldte ud, at alle mink på de danske minkfarme skal aflives på grund af et muteret virus, der er fundet hos mink og har ramt 12 mennesker i Nordjylland.

Det viste sig senere, at regeringen ikke havde lovhjemmel til denne ordre, der dermed var ulovlig.

/ritzau/

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle