Minkdirektør: Krisen vender ikke foreløbig

2020 bliver endnu hårdere end i år, forudser Minkpapir.

Der er ikke udsigt til en snarlig bedring i økonomien for minkavlerne. Det mener Rudi Pedersen, der er adm. direktør for Minkpapir, der er en af minkavlernes allerstørste leverandører.

Rudi Pedersen følger markedet tæt, og han forudser, at de næste år også bliver hårde for minkavlerne, der allerede nu er presset af dårlig økonomi, og hvor ingen tjener penge.

”I Minkpapir tror vi desværre ikke, at situationen vender foreløbig”, siger Rudi Pedersen.
”Vi landede et underskud på godt 40 mio. kr. sidste år. Som det ser ud nu, får vi også et stort underskud i år, og vi budgetterer med, at det bliver et endnu hårdere næste år, hvor vi tror, at antallet af producerede skind bliver endnu lavere end i år”.

”Vi tror tidligst, at økonomien og markedet for vores produkter vender igen i 2021”, siger han.

I oktober sidste år afskedigede Minkpapir godt 25 procent af de ansatte på grund af minkavlernes manglende købelyst. Dengang sagde Rudi Pedersen til LandbrugsAvisen, at der stod mellem et og to års produktion på lager.

Afskedigelserne fandt primært sted i produktionen.

Minkpapir har netop fået tilført et stort kapitalindskud på 40 mio. kr., og indgået en ny aftale med banken om fortsat finansiering, der skal sikre, at Minkpapir kan fortsætte og videreudvikle forretningen.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle