Enkelt, nemt og rationelt. Det er de primære argumenter for afgrøder i monokultur. Men begynder man at sætte tal på tab og risiko ved monokultur, kan der stå meget på spil. Især på langt sigt. Det mener planteavlskonsulent Christian Hansen, Jysk Landbrugsrådgivning.
»Vi ser et faldende indhold af humus og kulstof i mange jorde. Afgrøder i monokultur tærer ofte hårdt på jorden - især hvis halmen også fjernes. Og især majs efter majs er en meget tærende afgrøde. Men også kartofler tømmer jorden fuldkommen. Og det betyder, at jordens frugtbarhed forarmes, og vi har svært ved at opretholde høje udbytter. Nogle steder er det organiske indhold i jorden så lavt, at vi næsten ikke kan få efterafgrøder til at gro,« fortæller konsulenten, der ser et varieret sædskifte som eneste holdbare løsning. For man kan ikke gødske sig til høje udbytter, hvis jordens frugtbarhed er i bund.
Monokultur giver også udfordringer i forhold til ukrudt, sygdomme, skadedyr og næringsstofhusholdningen.
»Vi ser flere og flere ukrudtsproblemer. I ensidig hvededyrkning slås man med genstridigt græsukrudt, og i majs i monokultur har vi nogle steder nærmest tæppedannende ukrudt af ærenpris, storkenæb og pileurt, der bliver sværere og sværere at holde væk.«
Også goldfodsyge, kålbrok og andre sædskiftesygdomme kan gøre indhug i udbyttet.
»Det bliver ikke ved at gå. Vi bliver nødt til at tænke over, hvordan vi dyrker med jorden og ikke imod jorden. Det organiske indhold skal hæves fx med halm og grøngødning i form af mellem/efterafgrøder - gerne frivillige. Eller undersåning af fx kløver i afgrøderne.«
Hvis man gerne vil holde markplanen simpel, kan bytte af marker med naboen være en ide til at få sædskiftet ind,« anbefaler Christian Hansen.
