Munters leverer mindre overskud og lukker afdeling

Munters leverede mindre, men godkendt overskud i 2018, og lukker afdeling i Aars. 

Munters, der bl.a. producerer affugtere og luftrensere til landbruget, kommer ud af 2018 med et overskud på 651.259 kroner, efter at have landet 7,1 million i 2017. 

Det massive overskud i 2017 var ifølge økonomichef for Munters i Danmark, Bjørn Grønbæk Larsen, et resultat af et stort eksportprojekt til Kina. 

”Og det har vi ikke haft igen i 2018, så på den måde var 2017 ekstraordinært”, siger han.

Ledelsen kalder resultatet for ”godkendt” i beretningen. 

Endvidere skriver ledelsen, at firmaets afdeling i Aars, FoodTech, skal lukkes, og flyttes til Horstmar i Tyskland i 2019. 

Dog vil der fortsat være en afdeling i Danmark, for at håndtere og koordinere ordrer til firmaets skandinaviske kunder. 

Lukningen og udflytningen af produktionen er et led i den overliggende koncerns strategi for Munters.

”Det er strategien, at vi på det danske marked ikke skal have kontakt med slutkunderne, landmændene. Vi vil i højere grad i den Danske afdeling stå for logistik og produktion, og så samarbejde med andre om at levere pakkeløsninger”, siger Bjørn Grønbæk Larsen.

Og af samme grund indgik Munters i april 2019 en samarbejdsaftale med KJ Klimateknik , for fortsat at kunne tilbyde fjerkræsproducenterne den bedst mulige service. 

Yderligere indgik Munters i maj 2019 et samarbejde med Jyden Bur, for at øge salget af deres produkter til kvægproducenter.

Firmaet forventer, at lukningen og flytningen af FoodTech-afdelingen vil koste i omegnen af seks millioner kroner. Udgiften til lukningen vil kunne ses på regnskabet for 2019, men trods det forventer Munters et positivt resultat for året. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle