Nedtur fortsætter for flere europæiske grisenoteringer, men der er også et lyspunkt

Grisenoteringerne i Frankrig og Spanien følges ad og fortsætter med at sætte sig.

Fem uger i træk har grisenoteringerne i både Spanien og Frankrig oplevet tilbagegang.

Det viser den ugentlige prissammenligning, som den tyske producentforening ISN står bag. 

Noteringen i Spanien er i indeværende uge faldet yderligere 15 øre tilbage til 16,07 kroner. I Frankrig er det seneste fald på 37 øre, og noteringen lyder nu på 14,81 kroner.

Trods nedturen er det fortsat de to lande, der har de to bedste grisenoteringer blandt de fem største griseproducerende lande i EU.

Danmark og Tyskland deler for fjerde uge i træk tredjepladsen igen med en uændret notering på 13,76 kroner. 

Bundpladsen på ranglisten indtager Holland igen, men her har noteringen dog flyttes sig i positiv retning med 7,5 øre til 13,10 kroner.

Ifølge Danske Svineproducenter, der bringer noteringssammenligningen i en markedsberegning, er meldingen fra ISN, at slagtegrisemarkedet i øjeblikket er godt forsynet set fra slagteriernes synsvinkel. Samtidig fortsætter den gennemsnitlige slagtevægt med at stige lidt.

- Til dato er der heller ikke konstateret mangel på det europæiske kødmarked, og forsigtighed fra kødkøbernes side er på dagens orden. Der ventes fortsat på efterspørgselsimpulser i forbindelse med jul på tværs af grænserne, anfører ISN.

Den noteringspositive bevægelse i Holland hænger ifølge det hollandske fagblad Boerderij sammen med, at de hollandske slagterier, til sammenligning med Tyskland, profiterer på eksporten til Asien.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle