Skovrejsning: Tilskud til flere små skove

Ny ordning gælder for landbrugsjord helt ned til to hektar.

Det bliver nu muligt at få tilskud til skovrejsning på landbrugsjord på helt ned til to hektar. Og flere arealer end før kan få maksimalt tilskud.

Det er to af de vigtigste ændringer i en ny tilskudsordning, som skal øge arealet med skov.

»Den nye ordning er mere simpel, og der er mange gode takter men desværre også nogle enkelte ulemper. For mange lodsejere vil den nye ordning dog være en fordel,« vurderer skovrider Torsten Hansen, Skovdyrkerne.

Nye muligheder

Tidligere har ordningen favoriseret jordejere, der har været så heldige at bo i et kommunalt udpeget skovrejsningsområde. Ændringen af ordningen - der vedtages om få dage - betyder nye muligheder for at plante skov med tilskud på en lang række landbrug.

Da ordningen ventes at åbne for ansøgninger allerede 15. maj og slutte allerede 1. juli, er det nu, beslutningen om at plante eller ej skal tages.

Den nye ordning giver tilskud til at plante skov på fritliggende landbrugsarealer på helt ned til to hektar. Tidligere var hovedreglen en mindstestørrelse på fem hektar med mulighed for i særlige tilfælde at få dispensation ned til to hektar.

Og mens det tidligere kun var kommunalt udpegede skovrejsningsområder, der kunne få maksimalt tilskud, gælder det nu for landbrugsjord i den store del af landet, der er udpeget som EU-vandrammedirektivområde.

I vandrammeområderne gives der tilskud til plantning af løvskov, og tilskuddet er 32.000 kr. pr. hektar. Uden for et vandrammeområde er tilskuddet på 24.000 kr. pr. hektar løvskov og 12.000 pr. hektar nåleskov.

Tilskuddet udbetales umiddelbart efter plantning, mens det i den gamle ordning blev betalt over to eller tre rater. I vandrammeområderne dækker tilskuddet cirka for etableringen af arealet men ikke for al den efterfølgende pleje.

Også grundbetaling

I vandrammeområderne får man deesuden grundbetaling på cirka 1.900 kr. uden tidsbegrænsning, hvor man tidligere kun fik grundbetaling i maksimalt 15 år. I den nye ordning er der dog kun grundbetaling i fem år, når skoven plantes uden for et vandrammeområde.

Både i og uden for vandrammeområderne er der et tilskud til vildthegning på 15 kr. pr. meter.

Et hovedkrav for at få tilskud er desuden, at det plantede areal hverken må sprøjtes eller dybdepløjes. Det er en stramning i forhold til den tidligere ordning, hvor man selv kunne vælge, men hvor tilskuddet dog var mindre, hvis man sprøjtede og dybdepløjede.

»Desuden er der nogle flere detaljerede krav om blandt andet plantetal og plantearter, som skal overholdes. Derfor vil jeg råde til, at man kontakter en skovkonsulent for at høre nærmere om mulighederne,« siger Torsten Hansen, Skovdyrkerne.

Den økonomiske ramme for ordningen er 10 mio. kr. i 2016 og 35 mio. kr. om året fra 2017.

Faktaboks

Tilskud til skov

I vandrammeområde

  • 32.000 kr. pr. hektar. Kun løvskov
  • 15 kr. pr. meter til opsætning af vildthegn
  • Cirka 1.900 kr. i grundbetaling pr. hektar fra EU uden tidsbegrænsning

I andre områder

  • 24.000 kr. pr. hektar for løvskov
  • 12.000 kr. pr. hektar for nåleskov
  • Cirka 1.900 kr. i grundbetaling pr. hektar fra EU i fem år
  • 15 kr. pr. meter til opsætning af vildthegn

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle