Nyt fund af corona på nordjysk minkfarm

Fødevarestyrelsen har fundet covid-19 på den femte nordjyske minkfarm.

Der er fundet corona-smitte på endnu en nordjysk minkfarm.

Det er hermed den femte minkfarm, der er konstateret smittet med covid-19.

I sidste uge fandt myndighederne tegn på smitte med covid-19 i mink, som en minkfarmer havde indsendt fra fire forskellige besætninger.

Derfor har Fødevarestyrelsen i denne uge igen taget prøver fra de fire minkfarme, og testresultaterne viste, at der var covid-19 i én af farmene, mens der ikke kunne påvises virus på de øvrige tre minkfarme.

Den smittede farm ligger i Hjørring Kommune, og på farmen er der 2.800 tæver og i alt 17.000 mink. Ejeren, der i alt har fem besætninger, fortæller til landbrugsavisen.dk, at alle medarbejdere også er blevet testet, men at ingen ansatte er smittet.

Mink får lov at leve

Som et led i regeringens overvågning af alle danske minkfarme indsender farmerne løbende mink til test. Det er en af disse prøver fra døde mink, som har ledt til det nye fund, oplyser Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen har siden juni måned stået for en grundig covid-19-overvågning af minkfarmene.

I juni viste en stikprøveundersøgelse blandt 125 minkbesætninger, svarende til 10 procent af de danske minkfarme, ingen fund af covid-19. Siden har en ny runde i juli påvist flere smittetilfælde.

I de tre første tilfælde af smitte på minkfarme i Nordjylland blev besætningen aflivet, mens den fjerde og nu også den femte smittede besætning ikke skal slås ned.

"Med overvågningsstrategien og de skærpede restriktioner for smittede minkfarme finder regeringen det forsvarligt at lade smittede besætninger leve, da risikoen for smittespredning er minimal", oplyser Fødevarestyrelsen.

"Vi har lavet den her ændring, fordi vi faktisk ikke ønsker at slå flere dyr ihjel end højest nødvendigt. Slår man besætningen ned, ødelægger man jo den farmers livsværk, så det vil vi helt nøgternt gerne undgå", siger beredskabschef Nikolas Hove Kühn fra Fødevarestyrelsen til landbrugsavisen.dk.

Skal bære særligt beskyttelsesudstyr 

Alle fire minkfarme er fortsat underlagt skærpede restriktioner for at undgå smittespredning.

"Skærpede restriktioner betyder bl.a., at alle der kommer i minkfarmen skal bære særligt beskyttelsesudstyr, gå i bad og vaske sit tøj efter de har været inde i farmen", siger beredskabschef Nikolas Hove Kühn.

"For den smittede besætning kræver vi endvidere, at indhegningen bliver grundigt efterset, og at der dagligt holdes "mandtal" over minkene", oplyser han.

Emneord

Top2 , coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle