Prioriterer og digitaliserer vi de rigtige ting?

Der er så meget, vi skal levere på, og det kan være svært at bevare overblikket.

Af Anders Harck, formand for L&F sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse

Den gamle Povl Kjøller-sang tænkte jeg lidt på her i vinterferien, som jeg blandt andet brugte på at opdatere mine kvalitets-, natur- og bæredygtighedskoncepter for at kunne levere mælk til en høj pris og på at få min årsberetning gjort færdig. Jeg nåede ikke til APVen og andre vigtige ting.

Når vi har meget at se til, er det meget naturligt, at vi starter med daglig drift og nogle af de letteste opgaver først og skubber det mere bøvlede foran os.

Men det kloge ville nok være at vende det om. Et godt billede på det er historien om, hvordan man i en spand får plads til mest muligt af både store sten, små sten og sand.

Hvis man starter med sandet og derefter de små sten, bliver det rigtig svært at få plads til store sten. Hvis man derimod løbende blander størrelsen på stenene, får man det bedste resultat – og omsat til opgaverne ved skrivebordet betyder det, at man bør prioritere de store opgaver løbende sammen med de små. Og prioritere dem i kalenderen.

For vi SKAL rundt om strategien, APVen, egenkontrolprogrammerne og alt det andet, men der er så meget, vi skal levere på, og hvordan beholder vi overblikket?

Jeg ved, at jeg ikke er alene om følelsen af alt for tit at være bagud og at have for mange opgaver til for få timer. Men mange af opgaverne er kommet for at blive, og der bliver nok kun flere af dem. Det gode spørgsmål er så, hvordan vi undgår at drukne i det, og hvordan vi sikrer, at vi bruger tiden rigtigt og samtidig sikrer udvikling og en god balance mellem arbejde og fritid.

Måske skal vi landmænd ligesom professionelle bestyrelser til at have et årshjul af større ’skrivebordsaktiviteter’, som også skal klares. Og så skal vi have masser af hjælp, hvor vi kan få det – ikke mindst ved at bruge de mange data, vi har til rådighed.

I sektorbestyrelsen for Økonomi & Virksomhedsledelse har vi det klare standpunkt, at data bag kontorarbejdet skal hænge logisk sammen, og at vi får det automatiseret og digitaliseret mest muligt på tværs af klyngen, så vi undgår dobbeltregistreringer og gør det lettest muligt for landmanden.

Faktisk bør vi i den grad overalt i landbrugsklyngen have dette som udgangspunkt for alle vores koncepter. Og det mener jeg, at ALLE i klyngen har et stort ansvar for. Det er den bedste måde at hjælpe de danske landmænd, så de største sten bliver lettere at løfte.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle